Hvis du som alment praktiserende læge eller speciallæge står over for at skulle købe eller sælge en praksis eller del af en praksis, er det første trin sædvanligvis, at købesummen efter en forhandling – eventuelt med revisors eller advokats bistand – aftales.
Der er imidlertid en række andre forhold, som i forbindelse med overdragelse af en lægepraksis bør aftales, så der er en fælles forståelse af den samlede ramme for praksisoverdragelsen.
Det omfatter bl.a.:
- Tidspunktet for praksisovertagelsen
- Vilkår for eventuel købesumsregulering
- Værdiansættelsen af et eventuelt varelager og principperne derfor
- Indtræden i lejemål eller ejerskab til fast ejendom og principperne derfor
- Håndteringen af medarbejdere
- Praksisoverdragelsens omfang i øvrigt; herunder om der er aktiver, der ikke skal overdrages til køber, eller løbende aftaler, som køber, ikke ønsker at indtræde i
- Eventuelle konkurrencebegrænsninger for sælger
- Fordelingen af omkostninger til udarbejdelse af aftaler, herunder hvem, der udarbejder hvilke aftaler
- Det er desuden vigtigt, at strukturen omkring ejerskabet fastlægges, herunder om en køber skal etablere sig i virksomhedsskatteordningen eller via et selskab
Herudover kan praksisformen diktere, at der er særlige forhold, der tilsvarende bør aftales som led i den overordnede ramme for praksisoverdragelsen.
Det kan f.eks. være tilfældet ved etablering af et generationsskifte, hvor løbetiden og håndteringen af uforudsete forhold, f.eks. købers langvarige sygdom, bør være regulereret klart.
Det kan også tænkes, at en sælger, der hidtil har drevet solopraksis, optager en ny kompagnon i kraft af en tilladelse til etablering af delepraksis, hvor der bør være klare rammer for håndteringen af den mulige situation, at delepraksistilladelsen udløber eller bortfalder.
Når vilkårene for praksisoverdragelsen er forhandlet og der er enighed om overdragelsesaftalen, kan overdragelsesaftalen underskrives.
I tiden mellem underskriften af overdragelsesaftalen og overtagelsesdagen sker der afklaring af de betingelser, som skal opfyldes, og som typisk omfatter:
- PLO eller FAPS’ godkendelse af, at de aftalte vilkår er i overensstemmelse med gældende regler, herunder overenskomster
- Regionens bekræftelse af købers nedsættelse i som alment praktiserende læge eller praktiserende speciallæge
- Indgåelse af ny eller indtræden i eksisterende interessentskabskontrakt, ejeraftale eller samarbejdsaftale
- Indgåelse af ny eller indtræden i eksisterende lejekontrakt, hvis praksis drives fra lejede lokaler
- Dialog med kreditinstitut og/eller bank, hvis praksis ejer praksisejendommen og købesummen berigtiges delvist ved gældsovertagelse
Med CLEMENS er du sikret en erfaren rådgiver, så du kan føle dig tryg og rolig gennem hele processen.
Vi rådgiver ligeledes om de øvrige juridiske og praktiske udfordringer, som kan opstå ved driften eller overdragelsen af en lægepraksis.