Muligheden for at overdrage en virksomhed med skattemæssig succession spiller ofte en central rolle i planlægningen af et generationsskifte, da det kan lempe den øjeblikkelige skattebyrde. Hvis virksomheden drives i selskabsform, er det en betingelse, at den såkaldte ”pengetankregel” er opfyldt. Men hvad er pengetankreglen, hvornår er den relevant, og hvilken rolle spiller reglen ved planlægningen af et generationsskifte? Det giver vi et overblik over herunder.
Hvornår er pengetankreglen relevant?
Når en virksomhed i forbindelse med et generationsskifte skal overdrages fra den ældre til den yngre generation eller en nær medarbejder, er det under visse betingelser muligt at overdrage virksomheden med skattemæssig succession. Det betyder helt kortfattet, at overdragelsen ikke udløser avancebeskatning hos overdrageren, men at erhververen indtræder i (succederer i) overdragerens skattemæssig stilling. Beskatningen af en eventuel fortjeneste udskydes til det senere tidspunkt, hvor erhververen afstår kapitalandelene i selskabet henholdsvis virksomheden.
Muligheden for at overdrage en virksomhed med skattemæssig succession forudsætter, at en række betingelser alle er opfyldt.
Du kan læse mere om betingelserne for og fordelene ved et generationsskifte med skattemæssig succession i vores artikel: Overdragelse med skattemæssig succession
En central betingelse for at overdrage et selskab med skattemæssig succession er den såkaldte ”pengetankregel”. Reglen indebærer, at virksomheden i det selskab, der ønskes overdraget med skattemæssig succession, ikke i overvejende grad må bestå i passiv kapitalanbringelse. Der stilles med andre ord krav om, at selskabet i overvejende grad driver aktiv erhvervsvirksomhed.
Pengetankreglen finder kun anvendelse ved overdragelse med skattemæssig succession af virksomheder drevet i selskabsform. Reglen er således ikke relevant ved generationsskifte af personligt drevne virksomheder, hvor der i stedet er begrænsning på, hvilke aktiver, der kan overdrages med skattemæssig succession.
Hvad er pengetankreglen?
Pengetankreglen indebærer, at alene selskaber, som driver aktiv erhvervsvirksomhed, kan overdrages med skattemæssig succession. Det betyder, at mere end halvdelen af både virksomhedens indtjening og aktiver skal vedrøre aktiv erhvervsvirksomhed som eksempelvis produktion eller salg af varer eller tjenesteydelser.
De såkaldte ”pengetankselskaber”, som i overvejende grad driver passiv kapitalanbringelse, kan ikke overdrages med skattemæssig succession. Ved passiv kapitalanbringelse forstås finansielle aktiver så som fast ejendom, kontanter, værdipapirer og lignende. Fast ejendom, der anvendes i virksomhedens aktive del, f.eks. domicilejendomme og produktionsejendomme, anses derfor ikke som pengetankaktiver.
Pengetankselskaber er kendetegnet ved, at de ikke – eller kun i mindre grad – udfører en reel erhvervsmæssig aktivitet, og der har fra lovgivers side været et ønske om at begrænse muligheden for adgangen til at generationsskifte med skattemæssig succession til de selskaber, der driver reel erhvervsvirksomhed.
Overvejes det at overdrage et selskab med skattemæssig succession, skal det derfor som et led i forberedelsen opgøres, om selskabet er et pengetankselskab eller ikke.
Traditionelt har udlejningsvirksomhed ikke været anset for en sådan aktiv og reel erhvervsvirksomhed. Der er dog nye regler på vej, som indebærer, at aktiv udlejning af fast ejendom i visse tilfælde ikke anses som passiv kapitalanbringelse. Det giver nogle helt nye muligheder for, at denne type virksomhed fremadrettet kan generationsskiftes med skattemæssig succession.
Fast ejendom og udlejningsejendomme
Ved vurderingen af om et selskab anses som et pengetankselskab, anses alle typer af fast ejendomme som udgangspunkt som passiv kapitalanbringelse, eller i daglig tale, som ”pengetankaktiver”.
Følgende former for fast ejendom er dog ikke pengetankaktiver :
- Drifts- og domicilejendomme, der anvendes i selskabets aktive virksomhed
- Nærringsejendomme, dvs. ejendomme anskaffet med henblik på videresalg
- Bortforpagtede landbrugs- eller skovejendomme
Som reglerne er i dag, anses udlejningsejendomme normalt som pengetankaktiver, hvilket betyder, at værdien af en sådan ejendom ved opgørelsen efter pengetankreglen trækker i retning af, at selskabet er et pengetankselskab. Dermed kan ejendommen ikke overdrages med skattemæssig succession, medmindre der i øvrigt i selskabet er overvægt af aktiver og indtægter, som ikke er pengetankaktiver og -indtægter. Det gælder uanset, om der til ejendommen er knyttet en professionel ejendomsadministration, der varetager driften.
Hvis de nye regler, der som omtalt ovenfor har til formål at lette muligheden for at generationsskifte udlejningsvirksomheder og ejendomsselskaber, bliver vedtaget, vil fast ejendom, der anvendes i en aktiv udlejningsvirksomhed fremadrettet ikke være et pengetankaktiv, og vil derfor – i modsætning til i dag – trække i retning af, at selskabet ikke er et pengetankselskab og dermed kan overdrages med skattemæssig succession.
Grænseværdier og vurderingskriterier
Ved vurderingen af om et selskabs virksomhed i overvejende grad består af passiv kapitalanbringelse anvendes følgende grænseværdier, og hvis blot en af grænseværdierne overskrides, anses selskabet som et pengetankselskab:
- Indtægtskriteriet: Mindst 50 % af selskabets indtægter, opgjort som gennemsnittet af de seneste tre regnskabsår, stammer fra pengetankaktiver
- Aktivkriteriet: Handelsværdien af selskabets pengetankaktiver udgør mindst 50 % af selskabets samlede aktiver, enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som et gennemsnit for de seneste tre regnskabsår
Et holdingselskabs eneste aktivitet vil ofte være at eje kapitalandele i et datterselskab, eventuelt kombineret med også at eje den ejendom, hvorfra datterselskabet driver sin virksomhed. Et holdingselskab vil derfor oftest overskride ovenstående grænseværdier og dermed være omfattet af pengetankreglen.
For at give mulighed for at generationsskifte holdingselskaber med skattemæssig succession, tillader lovgivningen, at den del af datterselskabets indtægter og aktiver, der svarer til holdingselskabets ejerforhold af datterselskabet, skal medregnes ved vurderingen af, om holdingselskabet er et pengetankselskab. Det betyder, at et holdingselskab, som er holdingselskab for et erhvervsaktivt datterselskab, også kan overdrages med skattemæssig succession, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Dette kræver dog, at holdingselskabet ejer mindst 25 % af datterselskabet.
I forbindelse med det nyligt fremsatte lovforslag om udvidelse af adgangen til skattemæssig succession til aktive udlejningsvirksomheder, foreslås det tillige at justere pengetankreglen på dette punkt.
Står du overfor et snarligt generationsskifte?
Pengetankreglen har stor praktisk betydning ved tilrettelæggelse af et generationsskifte. Hos CLEMENS har vi langvarig erfaring med at hjælpe med at gennemføre generationsskifter, herunder overdrage selskaber med skattemæssig succession og anvendelse af pengetankreglen. Samtidig har vi aktuel viden om de nye regler, der er på vej.
Du er meget velkommen til at kontakte os, hvis du overvejer generationsskifte af din virksomhed eller vil vide mere om muligheder og regler.