Reglerne for omregistrering af iværksætterselskaber lempes

Tilbage i april måned 2019 besluttede Folketinget at afskaffe iværksætterselskaberne (IVS’er). Det betød konkret, at det ikke længere var muligt at stifte et IVS, og at eksisterende IVS’er skulle omregistreres til et anpartsselskab (ApS) ved at dokumentere en positiv egenkapital på kr. 40.000 inden den 15. april 2021, idet selskabet ellers ville blive sendt til tvangsopløsning.

CLEMENS Advokatfirma har tidligere udgivet en artikel om afskaffelse af IVS’er, der kan læses her.

Efterfølgende har det vist sig at være svært for mange iværksættere at skaffe den nødvendige kapital for omregistrering af iværksætterselskaber til et ApS, hvilket corona-krisen ikke har gjort nemmere.

Fjernet krav om positiv egenkapital samt fristforlængelse

Med en ny politisk aftale har regeringen sammen med Folketinget besluttet at give en håndsrækning til iværksætterne med henblik på at undgå, at sunde virksomheder bliver tvangsopløst. Konkret betyder det, at reglerne for omregistrering af iværksætterselskaber til et ApS lempes på to måder:

  1. Det bliver tilstrækkeligt, at selskaberne indbetaler differencen mellem IVS’ets registrerede selskabskapital og den nødvendige minimumskapital på kr. 40.000. Dette indebærer, at der således ikke længere stilles krav om en positiv egenkapital.

    Forskellen kan illustreres med følgende eksempel: Har et IVS ved stiftelsen alene indskudt kr. 10.000 som selskabskapital, er det tilstrækkeligt at indskyde de resterende kr. 30.000, selvom der måtte være konstateret en negativ egenkapital på omregistreringstidspunktet.

    I de gældende regler om omregistrering fra IVS til ApS er det som udgangspunkt et krav, at der vedlægges en revisorerklæring, der bekræfter, at selskabskapitalen er til stede ved omregistreringen. Med de lempede krav til kapitaltilførsel, vil det formentlig ikke længere blive nødvendigt med en sådan erklæring. Det må derfor forventes, at et fremtidigt lovforslag forholder sig nærmere hertil.

  2. Fristen for omregistrering forlænges med seks måneder, således at omregistrering skal ske inden den 15. oktober 2021, og altså ikke længere inden den 15. april 2021.
Omregistrering af iværksætterselskaber - Reglerne lempes. Regeringen forventes at fremsætte et lovforslag til november 2020

Forhandlinger om styrkelse af iværksætteriet

Endelig fremgår det af aftalen, at regeringen og Folketingets partier er enige om, at der til foråret skal indledes forhandlinger om initiativer, der har til formål at styrke iværksætteriet i Danmark, idet iværksættere er med til at skabe fremtidens arbejdspladser, dynamik i erhvervslivet og vækst i Danmark.

Regeringen forventes at fremsætte et lovforslag til november, der udmønter initiativerne i aftalen.

CLEMENS Advokatfirma følger udviklingen og orienterer, når der er nyt herom. Skal vi hjælpe med at omregistrere IVS’et til et ApS, så kontakt os gerne.

Aktuelt

Andre nyheder om Skatteret

Se flere relevante nyheder

Fandt du ikke det, du søgte? 

Kontakt os her. Vi sikrer, at der står en specialist klar til at hjælpe dig.

Når du kontakter os, behandler vi dine personoplysninger. Læs mere om dette i vores privatlivspolitik.
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.