Designkrænkelse – hvornår er din designret overtrådt? | CLEMENS

Designkrænkelse – hvornår er din designret overtrådt, og hvad kan du gøre?

Designretten er ikke kun en juridisk konstruktion. Den er et forretningskritisk værktøj, der sikrer din position på markedet. Når tredjemand kopierer dine produkter eller bruger billeder af dine designs i deres markedsføring, kan det være en direkte krænkelse af dine rettigheder – og kræve handling.

CLEMENS har tidligere bragt artiklen ”Har du sikret dine designrettigheder?”, som gennemgår hvilke, design der kan opnås beskyttelse af, og hvorledes dette foregår.

I denne artikel får du overblik over, hvornår din designret er krænket, og hvilke muligheder du har for at reagere – hurtigt og effektivt.

Enerettens indhold

Designretten kan bedst defineres som beskyttelse af produkters udseende. Ifølge designloven har rettighedshaveren eneret til at udnytte designet, herunder ved fremstilling, udbud, markedsføring og indførsel eller udførsel af landet. Designretten beskytter derfor rettighedshaveren mod, at andre kopierer dine produkter og sælger disse videre. Den beskytter dog også i tilfælde, hvor andre bruger billeder af dit fysiske produkt i deres markedsføring.

Brug af billeder af dit produkt i andres markedsføring kan krænke både design- og ophavsrettigheder. Ophavsretten beskytter selve billedet, mens designretten beskytter produktets udseende.

Læs mere om forskellen i vores artikel om ophavsret.

Et design er beskyttet på EU-plan i tre år fra det gøres offentligt tilgængeligt uden registrering. Hvis du ønsker, at dit design skal være beskyttet i en længere periode, kræver dette dog registrering. Hvis dit design skal opnå global beskyttelse, kræves det ligeledes, at dit design registreres allerede inden offentliggørelse.

For at et design kan være beskyttet, skal to betingelser være opfyldt. Der skal for det første være tale om et nyt design. Dette medfører, at et design ikke kan være beskyttet, hvis designet kun adskiller sig fra andre designs på uvæsentlige punkter og således ligner produkter, der allerede er offentligt tilgængelige. For det andet skal der være tale om et individuelt design. Et design kan betragtes som individuelt, hvis det for den informerede bruger efterlader et helhedsindtryk, der adskiller sig fra andre designs.

Mange forveksler designretten med andre immaterielle rettigheder som ophavsret og varemærker.

Hvis du vil forstå, hvordan designretten indgår i det bredere IPR-landskab, kan du læse vores gennemgang af immaterielle rettigheder.

Hvis udfordringen handler om navn, logo eller andre kendetegn, skal du i stedet se på varemærkeregistrering.

Reaktionsmuligheder

Sanktionsmulighederne er i vidt omfang de samme for alle lovbestemte enerettigheder uanset, hvilken type immateriel rettighed, der er tale om. De væsentligste sanktionsmulig-heder er forbud, straf, erstatning/vederlag og inddragelse/tilintetgørelse.

Forbud/påbud – et foreløbigt retsmiddel

For hurtigst muligt at bringe tredjemands retsstridige brug af dit design til ophør, har du mulighed for at få nedlagt et foreløbigt forbud/påbud. Det indebærer, at tredjemand foreløbigt skal foretage, undlade eller tåle bestemte handlinger, eksempelvis  stoppe markedsføringen af det krænkende produkt eller tilbagekalde allerede markedsførte varer, såfremt retten finder det sandsynliggjort eller godtgjort, at der foreligger en krænkelse.

For at få nedlagt et midlertidigt forbud/påbud skal du som minimum sandsynliggøre, at:

  1. Du har den påståede designret
  2. Tredjemands adfærd nødvendiggør et forbud, og
  3. Din mulighed for at opnå din ret vil forspildes, såfremt du skal vente på en domstolsafgørelse.

Såfremt betingelserne ikke længere er opfyldt, kan forbuddet/påbuddet ophæves.

Inddragelse og tilintetgørelse

Ifølge designloven kan domstolene efter nedlagt påstand bestemme, at varer, der krænker din designret, skal:

  1. Tilbagekaldes fra handelen
  2. Endeligt fjernes fra handelen
  3. Tilintetgøres
  4. Udleveres til dig (forurettede) eller
  5. At det krænkende produkt skal ændres på en nærmere angiven måde, således at det ikke krænker dit design mere.

Straf og påtale

Det kan være strafbart at krænke en designret, medmindre krænkelsen skyldes simpel uagtsomhed. Det vil sige, at tredjemand kan straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel, hvis vedkommende har krænket din designret, og dette skyldes grov uagtsomhed eller er sket med forsæt.

Hvis tredjemand havde forsæt til at krænke din designret eller har handlet groft uagtsomt, er forholdet undergivet privat påtale. Det vil sige, at du kan anlægge en retssag, der forløber efter reglerne i den civile retspleje.

Hvis krænkelsen derimod er sket forsætligt, og der tillige foreligger skærpende omstændigheder, påtales forholdet af anklagemyndigheden på din begæring.

Erstatning og vederlag

Det er oftest de civilretlige sanktionsmidler – forbud, påbud, erstatning og vederlag – der er vigtigst for dig som rettighedshaver, selvom en krænkelse af din designret som nævnt også kan være strafbar.

Som forurettet kan du altid få erstatning efter dansk rets almindelige regler, dvs. hvis tredjemand ved uagtsom adfærd har krænket din designret, og du kan dokumentere, at dette har påført dig et økonomisk tab, som var påregneligt for tredjemand.

Ifølge designloven kan du imidlertid få tilkendt et vederlag, selvom det ikke er muligt at dokumentere et økonomisk tab, hvis tredjemand har handlet culpøst og krænket din eneret. Vederlagets størrelse vil oftest svare til det honorar eller den licensafgift, du ville have haft krav på, hvis du havde givet tredjemand samtykke til at benytte dit design.

De fleste sager om designkrænkelser kræver en samlet vurdering af både designret, ophavsret og markedsføringsret.

vores side om IPR og immaterialrettigheder kan du læse mere om, hvordan vi rådgiver om håndhævelse og beskyttelse af dine rettigheder.

Når din designret bliver krænket, handler det ikke kun om principper – det handler om at beskytte din markedsposition og værdi. Uanset om krænkelsen sker bevidst eller uagtsomt, er det afgørende at kende dine muligheder og handle rettidigt.

Hos CLEMENS kombinerer vi vores juridiske ekspertise med en praktisk forståelse for dine forretningsmæssige mål. Vi rådgiver både strategisk og konkret – og hjælper dig med at sikre, håndhæve og bevare dine designrettigheder.

Aktuelt

Andre nyheder om IPR/immaterialret

Se flere relevante nyheder

Fandt du ikke det, du søgte? 

Kontakt os her. Vi sikrer, at der står en specialist klar til at hjælpe dig.

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Når du kontakter os, behandler vi dine personoplysninger. Læs mere om dette i vores privatlivspolitik.

Tilmeld nyhedsbrev

Få relevante nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke
Tilmeld nyhedsbrev