Ensidigt indhentede erklæringer og supplerende syn og skøn

Før der tages beslutning om at anlægge en retssag – f.eks. om mangler ved et hus – vil det ofte være et naturligt led i processen, at de mulige mangler forinden gennemgås af en sagkyndig med henblik på at afklare, om der er grundlag for at rejse et krav eller ej.

Den sagkyndige udarbejder på grundlag af sin gennemgang ofte en skriftlig erklæring, som et krav i første omgang kan støttes på. En erklæring, som på denne måde er indhentet uden et samarbejde herom med den mulige modpart, anses for ensidigt indhentet.

Med hensyn til adgangen til at inddrage en ensidigt indhentet erklæring under en retssag er det afgørende som udgangspunkt, om erklæringen er indhentet forud for eller efter anlæg af retssagen. Erklæringer indhentet forud for anlæg af retssagen kan som udgangspunkt fremlægges, hvorimod erklæringer indhentet efter anlæg af retssagen som udgangspunkt ikke kan fremlægges.

Det kan imidlertid i sager, hvor der har været gennemført syn og skøn, blive praktisk relevant på egen hånd at indhente en sagkyndig erklæring efter retssagens anlæg med henblik på at give skønsmanden mulighed for at revurdere sin oprindelige besvarelse. Det tillades normalt, når formålet er at stille skønsmanden supplerende spørgsmål.

Såvel Østre Landsret som Vestre Landsret har i to nyere kendelser taget stilling til, hvornår det efter et gennemført syn og skøn er muligt at forelægge en ensidigt indhentet erklæring for skønsmanden som led i, at skønsmanden stilles supplerende spørgsmål.

ØSTRE LANDSRETS KENDELSE (U 2024.1643 Ø)

Sagen omhandlede mangler ved en ejendom, hvor der blev gennemført et syn og skøn med henblik på at belyse omfanget af mangler ved ejendommen. Efter der var foretaget syn og skøn, indhentede sagsøgerne to rapporter fra en arkitekt. På baggrund af de indhentede rapporter ønskede sagsøgerne at stille skønsmanden supplerende spørgsmål, hvor skønsmanden skulle gennemgå rapporterne og svare på, om rapporterne gav skønsmanden anledning til at revurdere sit tidligere skøn.

Byretten traf afgørelse om, at de indhentede erklæringer ikke kunne forelægges skønsmanden, og at det supplerende spørgsmål derfor ikke kunne stilles.

Byretten begrundede dette med, at de ensidigt indhentede rapporter udgjorde egentlige bygningssyn, som var indhentet med henblik på at efterprøve, om skønsmandens besvarelse var retvisende – og at der dermed ikke var tale om alternative tilbud på udførelse af de afhjælpningsarbejder, skønsmanden havde skønnet nødvendige.

Sagen blev afgjort i Østre Landsret, som også traf afgørelse om, at de indhentede erklæringer ikke kunne forelægges skønsmanden, og at det supplerende spørgsmål derfor ikke kunne stilles.

Østre Landsret lagde vægt på, at rapporterne i vidt omfang indeholdt beskrivelser af forhold, som skønsmanden ikke var bedt om at forholde sig til, og at rapporterne efter deres indhold på en utilbørlig måde var egnede til at lede skønsmanden i en bestemt retning, såfremt skønsmanden på grundlag af rapporterne skulle have revurderet sit tidligere skøn.

Hvis du har brug for rådgivning eller har et spørgsmål til, hvordan et syn og skøn gennemføres, er du altid velkommen til at kontakte CLEMENS eksperter.

Vestre Landsrets kendelse (U 2023.5289 V)

I sagen havde en murerforretning udført indendørs flisearbejde for en kunde, som efterfølgende mente, at det udførte flisearbejde var mangelfuldt.

Der blev indledt en isoleret bevisoptagelse, hvor skønsmanden i sin erklæring vurderede, at fliserne ikke var monteret korrekt i størstedelen af rummene.

Efterfølgende indhentede murerforretningen en udtalelse fra en civilingeniør, som af murerforretningen var bedt om at forholde sig til den udarbejdede skønserklæring. I udtalelsen blev der bl.a. rejst kritik af, at skønsmanden ikke havde foretaget destruktive indgreb med henblik på at belyse årsagen til, at de monterede fliser var skrukke.

Spørgsmålet blev herefter, om udtalelsen fra civilingeniøren kunne forelægges for skønsmanden med henblik på at stille supplerende spørgsmål.

Byretten anførte, at det ikke er udelukket, at en ensidigt indhentet erklæring kan tilgå skønsmanden, navnlig hvis erklæringen forelægges for skønsmanden med det formål at give skønsmanden mulighed for at korrigere sin besvarelse. Alligevel fandt byretten efter en vurdering af den ensidigt indhentede erklæring og den omstændighed, at skønsmanden ikke ved de supplerende spørgsmål blev bedt om at forholde sig til allerede afgivne svar, at erklæringen var egnet til at påvirke skønsmanden utilbørligt. Derfor tillod byretten ikke, at erklæringen blev fremsendt til skønsmanden.

Sagen blev afgjort af Vestre Landsret, som bemærkede, at formålet med at præsentere erklæringen for skønsmanden var at sætte spørgsmålstegn ved, om skønsmanden havde udført sit skøn på et tilstrækkeligt og korrekt grundlag samt at give skønsmanden mulighed for eventuelt at revurdere sin besvarelse. Landsretten fandt, at erklæringen ikke var formuleret på en utilbørlig måde og derfor kunne fremlægges for skønsmanden.

Kendelsernes betydning

Højesteret fastslog i U 2020.282 H det udgangspunkt, at ensidigt indhentede erklæringer kan tilgå en skønsmand, når formålet må antages at være at stille spørgsmålstegn ved, om skønsmanden har udøvet sit skøn på et korrekt og fyldestgørende grundlag. Sådanne ensidigt indhentede erklæringer har typisk omfattet indhentede tilbud på udførelsen af de af skønsmanden anførte udbedringsarbejder med henblik på at udfordre skønsmandens prisangivelse. Det har ikke været udelukket, at de ensidigt indhentede erklæringer kan have en karakter af faglige ”moderklæringer”, når hensigten har været at stille spørgsmålstegn ved, om skønsmanden har udøvet sit skøn på et korrekt og fyldestgørende grundlag.

Vestre Landsrets kendelse i U 2023.5289 V er i tråd med Højesterets udgangspunkt, hvorimod Østre Landsrets kendelse i U 2024.1643 Ø udgør en konkret begrundet fravigelse af udgangspunktet.

Østre Landsrets kendelse tegner et billede af, at rammerne for at forelægge en ensidigt indhentet erklæring for en skønsmand som led i at stille supplerende spørgsmål er snævrere, hvis erklæringen vedrører forhold, som skønsmanden ikke er bedt om at forholde sig til. I så fald kan der blot stilles spørgsmål til skønsmanden herom, og en ensidigt indhentet erklæring kan da i højere grad risikere at have den uønskede følge, at skønsmanden ledes i en bestemt retning.

Navnlig Østre Landsrets kendelse giver anledning til særlige overvejelser om, hvordan en skønserklæring på bedst mulig måde ”udfordres” ved brug af ensidigt indhentede erklæringer, idet rettesnoren hele tiden er, at skønsmanden ikke utilbørligt må påvirkes i en bestemt retning.

Det kan være en kompleks vurdering, og derfor står CLEMENS’ eksperter i rets- og voldgiftssager også klar til at hjælpe dig, hvis du har brug for rådgivning eller har spørgsmål vedrørende rets- og voldgiftssager.