Digitale bygningsmodeller og Bygnings Informations Modellering (BIM) skaber bedre overblik, effektivitet og samarbejde i byggeriet. Men de stiller også nye krav til både kontraktindhold og ansvarsfordeling.
Hvis det ikke på forhånd er tydeligt aftalt, hvad modellerne må bruges til, og hvem der hæfter for fejl, kan det føre til kostbare misforståelser og konflikter.
I denne artikel får du overblik over de vigtigste juridiske opmærksomhedspunkter ved brugen af digitale bygningsmodeller og BIM – og hvordan du som bygherre, rådgiver eller entreprenør kan undgå, at teknologien bliver en juridisk faldgrube.
Med udbredelsen af digitale bygningsmodeller som en central del af moderne byggeprojekter er det blevet lettere at visualisere og planlægge komplekse byggerier. Men denne teknologiske udvikling rejser også nye spørgsmål inden for entrepriseretten: For hvordan forholder det sig f.eks., når der viser sig at være fejl i de digitale bygningsmodeller, og parterne ikke har aftalt noget herom?
Manglende stillingtagen til de retlige konsekvenser af brugen af digitale bygningsmodeller kan have store konsekvenser for både bygherrer, rådgivere og entreprenører og kan resultere i dyre tvister og unødige forsinkelser.
Området blev særligt relevant i forbindelse med indførelsen af AB 18, ABT 18 og ABR 18, hvor der blev indarbejdet bestemmelser, som sætter rammen for brugen af digitale modeller i byggeprojekter, hvor vilkårene er vedtaget mellem parterne.
Hvad er digitale bygningsmodeller og BIM?
Der skelnes mellem digitale bygningsmodeller og BIM (Bygnings Informations Modellering).
Digitale bygningsmodeller er de digitale 3D-repræsentationer, der bruges til at visualisere bygningens design og struktur.
BIM er en arbejdsmetode, der integrerer disse modeller i hele projektets livscyklus – fra design og planlægning til drift og vedligehold.
Med andre ord fungerer digitale bygningsmodeller som værktøjet, mens BIM repræsenterer processen og samarbejdsplatformen, hvor flere aktører arbejder sammen gennem én samlet digital model.
Denne tilgang giver mulighed for øget samarbejde og effektivitet, men kræver også klare aftaler om, hvordan modellerne anvendes, og hvem der bærer ansvaret for hvilke input til modellerne samt for eventuelle fejl.
Reglerne i AB 18 og ABR 18: Et nødvendigt fundament
Selvom digitale bygningsmodeller giver store fordele i byggeprocessen, kræver deres anvendelse klare regler og rammer. Af den grund blev der med AB 18 § 16, ABT 18 § 16 og ABR 18 § 15 indført rammebestemmelser, som fastsætter nogle overordnede retningslinjer for brugen af digitale modeller.
Rammebestemmelserne er udformet som overordnede regler og indeholder derfor kun begrænset konkret vejledning. Det betyder, at det er op til parterne selv at supplere standardvilkårene med konkrete aftaler – især hvis projektet arbejder med en fuldt integreret BIM-proces.
Bestemmelsen i AB 18 / ABT 18 § 16 ligner i høj grad indholdet af ABR 18 § 15, hvorfor de to bestemmelser vil blive gennemgået samlet i det følgende.
Nedenfor gennemgås nogle af de fokuspunkter, som parterne bør have i tankerne, når der indgås entreprisekontrakter, hvor der anvendes digitale bygningsmodeller og BIM.
Udbudsmaterialet og entydighedskravet
Ifølge AB 18 § 16, stk. 1 og ABR 18 § 15, stk. 1, skal udbudsmaterialet angive, til hvilket formål og i hvilket omfang de digitale bygningsmodeller skal anvendes. Bygherren skal således allerede fra byggeriets start tage stilling til anvendelsen af digitale bygningsmodeller.
Hvis en anden end bygherren – hvilket typisk vil være rådgiveren – stiller bygningsmodellen til rådighed for andre parter, skal denne ifølge bestemmelsernes stk. 2 desuden anvise til hvad og i hvilket omfang modellen må bruges. Det betyder, at den part, som stiller bygningsmodellen til rådighed, skal anvise andre parter, hvordan modellen f.eks. kan bruges til projektering eller udførelse, herunder om der kan trækkes mål ud fra modellen eller ej.
Det fremgår dog ikke af bestemmelsernes stk. 1, at bygherren skal tage stilling til dette i udbudsmaterialet. Heraf fremgår alene, at bygherren skal tage stilling til, om der anvendes digitale bygningsmodeller og til hvad – og har bygherren således ikke gjort det, får den part, der leverer bygningsmodellen mulighed for at bestemme, hvad modellen kan anvendes til.
Hvis bygherren ikke i udbudsmaterialet har præciseret, hvad modellerne skal bruges til, kan det stride mod AB 18 § 4’s krav om et entydigt udbudsmateriale og kan føre til uklarheder, som vil komme bygherren til skade i form af f.eks. betaling for ekstraarbejder.
Rangordensproblematikken
AB 18 § 16, stk. 1 og ABR 18 § 15, stk. 1 fastlægger videre, at der ved brug af digitale bygningsmodeller skal ”træffes bestemmelse om, hvilket projektmateriale der skal tillægges forrang i tilfælde af uoverensstemmelse med andet projektmateriale”.
Rangordensproblematikken opstår således, når der er uoverensstemmelse mellem forskellige dele af projektmaterialet. AB-vilkårene placerer ikke den digitale bygningsmodel et bestemt sted i rangordenen, idet der alene i AB 18 § 6, stk. 3, er indsat en generel bestemmelse om rangordenen mellem aftaledokumenterne. AB-vilkårene tager således ikke stilling til, hvor i rangordenen den digitale bygningsmodel skal placeres.
Udfordringen ved, at der ikke er taget stilling til den digitale bygningsmodels placering i rangordenen i forhold til de øvrige aftaledokumenter er, at der opstår risiko for, at det projektmateriale, der bygges efter, ikke stemmer overens med den digitale bygningsmodel. I så fald opstår spørgsmålet, om det var den digitale bygningsmodel, der skulle arbejdes efter, eller om det var det øvrige projektmateriale.
Det er således særligt relevant for alle byggeriets parter at overveje, hvad der skal gælde i tilfælde af uoverensstemmelse mellem den digitale bygningsmodel og det øvrige projektmateriale, herunder f.eks. tegninger og beskrivelser.
Tidsmæssige krav og input fra flere parter
I praksis er der ofte flere parter, der leverer forskelligt input til den digitale bygningsmodel, og AB 18 § 16, stk. 3, og ABR 18 § 15, stk. 3, fastlægger herom, at når flere parter bidrager med input til en digital bygningsmodel, skal den part, der leverer modellen, dvs. selve platformen, specificere kravene til input, herunder format og leveringstidspunkt, så inputtet leveres i rette tid og kan integreres i den digitale model.
Klare og bindende aftaler om tidsfrister for levering af input er afgørende for, at den digitale bygningsmodel og evt. BIM-processen bliver så anvendelig og brugbar som muligt, og det fulde potentiale udnyttes.
Hvis en part leverer forsinket eller ukorrekt input, kan det skabe flaskehalse og fejl, der forsinker projektet og øger omkostningerne.
Praktiske løsninger og konfliktforebyggelse
AB 18 § 16 og ABR 18 § 15 skaber en ramme for, hvordan digitale bygningsmodeller kan indgå i byggeriet, men overlader detaljerne til kontraktens parter.
Derfor er det stadig vigtigt at supplere AB- og ABR-vilkårene med konkrete bestemmelser, som f.eks. tager stilling til ansvarsfordelingen, hvis der opstår fejl relateret til den digitale bygningsmodel. Voldgiftsretten tog i 2019 stilling til en sag herom.
Kendelsen er trykt med nummer TBB 2020.179 VBA, og der var mellem parterne aftalt AB 92. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at der ikke findes bestemmelser om digitale bygningsmodeller i AB 92. AB 18’s regler om digitale bygningsmodeller var således ikke vedtaget mellem parterne i sagen, men alligevel illustrerer kendelsen vigtigheden af, at parterne tydeligt aftaler, hvordan modellen skal anvendes i byggeriet.
TBB 2020.179 VBA
Sagen vedrørte et projekt med anlæggelse af cykelstier, hvor en kommune som bygherre havde antaget en rådgiver til at varetage både detailprojektering i 3D og byggeledelse. Under projektets udførelse opstod der uenigheder mellem bygherre og hovedentreprenør vedrørende ansvaret for en række forsinkelser og ekstraarbejder, som hovedentreprenøren påstod skyldtes fejl i de digitale 3D-modeller leveret af kommunens rådgiver.
Af referatet fra et projektmøde vedrørende tegningerne fremgik det, at det var blevet påpeget, at det udleverede 3D-materiale ikke havde været en del af udbudsmaterialet, at det var fremsendt til entreprenøren efter kontraktindgåelsen som en ekstra hjælp, og at der var tale om arbejdsfiler til internt brug hos rådgiveren.
Voldgiftsretten lagde herefter til grund, at:
»3D-materialet blev udleveret til hovedentreprenøren alene som en hjælp, og at det ikke herved var aftalt eller stillet hovedentreprenøren i udsigt, at arbejderne skulle kunne udføres på grundlag af dette tegningsmateriale.«
Hovedentreprenøren kunne således ikke holde bygherre eller dennes rådgiver ansvarlig for de påståede fejl i de digitale modeller, da modellen alene skulle ses som en støtte til projektets gennemførelse. Det var altså tegningsmaterialet i papirformat, der var gældende forud for den digitale model i sagen.
Kendelsen illustrerer, at selvom digitale bygningsmodeller er nyttige værktøjer, kræver brugen af disse klare aftaler om, hvad modellerne kan anvendes til, og hvem der bærer ansvaret for fejl.
Hvordan kan konflikter undgås?
Fejl i digitale bygningsmodeller kan føre til uoverensstemmelser mellem parterne og i sidste ende høje omkostninger, hvis der ikke er tydelige aftaler om ansvar og om, hvorledes modellerne skal indgå i kontrakten. Ved at supplere standardvilkårene med præcise bestemmelser herom og i øvrigt være opmærksom på, hvilke udfordringer der kan være ved brugen af digitale byggeprojekter, kan konflikter søges undgået.
Det kan f.eks. ske ved:
- Indarbejdelse af ansvarsbestemmelser i kontrakten:
- Specificér tydeligt, hvem der har ansvaret for kvalitetssikringen af de digitale modeller, og hvem der bærer risikoen for eventuelle fejl.
- Brug af en detaljeret BIM-protokol:
- En BIM-protokol kan fastlægge kravene til modellens nøjagtighed og beskrive procedurer for håndtering af eventuelle fejl, der opdages undervejs.
- Gennemførelse af regelmæssige kvalitetstjek af BIM-modellen:
- Ved at planlægge løbende kvalitetssikring og kollisionskontrol kan man opdage fejl tidligt i processen og undgå dyre ekstraarbejder senere.
Digitale bygningsmodeller og BIM er stærke værktøjer – men ikke uden klare aftaler.
Juridisk rådgivning kan hjælpe med at sikre, at kontrakten er klar og dækker de risici, der kan være forbundet med brugen af digitale bygningsmodeller eller BIM.
Som en del af byggeriets aktører er det afgørende at forholde sig til modellernes anvendelse allerede i udbudsmaterialet, at tage stilling til rangorden og ansvar, og ikke mindst at sikre, at alle parter arbejder ud fra samme grundlag. Her giver AB 18 og ABR 18 et fundament – men detaljerne skal aftales, før problemerne opstår.
Hos CLEMENS har vi dyb erfaring med både de juridiske og praktiske sider af digitale byggeprojekter. Uanset om du står over for at indgå kontrakt, er i gang med projektet – eller står midt i en tvist – kan vores eksperter hjælpe dig sikkert videre.
