Højesteret har den 13. januar 2022 stadfæstet landsrettens afgørelse af 25. marts 2021 i en sag om, hvorvidt en kommunal ansat var beskyttet under whistleblowerloven i forbindelse med den ansattes tilsidesættelse af sin tavshedspligt. Højesteret tiltrådte dermed, at den ansatte havde overtrådt sin tavshedspligt efter straffelovens § 152, stk. 1 ved at have videregivet fortrolige oplysninger om 89 borgere til en journalist på Dagbladet Information, og at hverken straffelovens § 152 e, nr. 2 eller whistleblowerlovens § 7, stk. 1 kunne føre til straffrihed.
En kommunal ansat videregav fortrolige oplysninger om borgere til en journalist for at afsløre ulovlig sagsbehandling
Det følger af straffeloven, at en offentlig ansat ikke må videregive fortrolige oplysninger, som vedkommende har fået kendskab til som led i sit job, medmindre den ansatte er for-pligtet hertil eller, hvis den ansatte handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninte-resse eller af egen eller andres tarv.
Herudover følger det af whistleblowerloven, at en whistleblower, som er beskyttet under whistleblowerloven, ikke skal anses for at have tilsidesat en lovbestemt tavshedspligt og dermed ikke kan ifalde nogen form for ansvar herfor, hvis whistlebloweren havde rimelig grund til at tro, at videregivelsen af oplysningerne var nødvendig for at afsløre et ulovligt forhold.
Den tiltalte i sagen var ansat i en kommunes rehabiliteringsteam, hvor hun havde adgang til borgeres sager om blandt andet tilkendelse af førtidspension. Ifølge sagsfremstillingen var tiltalte af den opfattelse, at der systematisk foregik ulovlig sagsbehandling i kommunen, og hun tog derfor sagsakter med fortrolige oplysninger, herunder helbredsoplysninger og op-lysninger om sociale forhold, om 89 borgere med sig hjem og videregav oplysningerne til en journalist på Dagbladet Information. Tiltalte havde forud for videregivelsen af oplysnin-gerne til journalisten forgæves forsøgt at gøre opmærksom på sagsbehandlingsproblemer-ne internt i kommunen. Det primære spørgsmål i sagen var således, om den ansatte var berettiget til at videregive oplysningerne efter straffelovens undtagelse til offentlig ansattes tavshedspligt og/eller whistleblowerloven.
Whistlebloweren gjorde gældende under sagen, at hun videregav sagsakterne i god tro for at varetage en berettiget åbenbar almeninteresse samt, at de videregivne fortrolige og følsomme oplysninger ikke har været eller har været i risiko for at blive offentliggjort samt, at skadevirkningen derfor har været minimal.
Anklagemyndigheden anførte blandt andet, at der var tale om særdeles fortrolige og føl-somme personoplysninger om 89 borgere, og at der var tale om oplysninger, man som borger må kunne have tillid til, ikke blev videregivet. Endelig gjorde anklagemyndigheden gældende, at det ikke var nødvendigt at videregive disse meget følsomme oplysninger for at kunne belyse sagsbehandlingen hos kommunen.
Med udgangspunkt i en afvejning af hensynet til at få afdækket et spørgsmål af væsentlig samfundsmæssig interesse og på den anden side hensynet til den enkelte borger og den generelle tillid til, at fortrolige oplysninger om borgere ikke uberettiget videregives, fandt Højesteret, at den ansattes ønske om at få afdækket kommunens ulovlige sagsbehandling ikke berettigede til den krænkelse, som videregivelsen af de fortrolige og følsomme per-sonoplysninger om 89 borgere indebar.
Højesteret fandt endvidere, at whistlebloweren ikke kunne fritages for ansvar efter whist-leblowerlovens regler med den begrundelse, at en vurdering svarende til den, der skal fore-tages efter straffeloven, kan være retningsgivende ved vurderingen af, om brud på en tavshedspligt er beskyttet under whistleblowerloven.
Højesteret udtalte desuden, at det var strafbart, at tiltalte havde opbevaret sagsakterne med personhenførbare oplysninger om de 89 borgere på sin bopæl i en længere periode, uden at opbevaringen tjente et sagsbehandlingsformål.
CLEMENS Advokatfirma bemærker
Sagen er den første egentlige prøvelse af den nye whistleblowerlov, der trådte i kraft den 17. december 2021, og Højesterets fortolkning af undtagelserne til lovpligtige tavshedspligter er derfor særdeles interessant.
Til trods for at whistleblowerloven og straffelovens bestemmelser om undtagelser til lovpligtig tavshedspligt ikke har samme ordlyd, fortolker Højesteret bestemmelserne parallelt. Whistleblowerloven giver således ikke som udgangspunkt whistleblowere en udvidet beskyttelse i forhold til straffeloven.
Herudover er det værd at bemærke, Højesteret lægger til grund for afgørelsen, at whistleblowerens ønske om at få afdækket den kritisable eller ulovlige sagsbehandling ved kommunen kunne være opfyldt på en anden måde. Dette er i tråd med landsrettens bemærkninger om, at whistlebloweren i stedet kunne have videregivet sagsakterne i anonymiseret form eller have udvalgt enkelte særligt kritisable sager, som tiltalte kunne have videregivet til journalisten i anonymiseret form.
Afgørelsen understreger i høj grad også vigtigheden af, at såvel offentlige myndigheder som private virksomheder bør have styr på deres interne indberetningskanaler, således at eventuelle ulovligheder bringes for dagens lys uden unødvendige og uheldige konsekvenser for såvel whistlebloweren som virksomheden/myndigheden.
Du finder her Højesterets dom afsagt torsdag den 13. januar 2022
Har du spørgsmål til ovenstående artikel eller whistleblowerloven i øvrigt, er du også altid velkommen til at kontakte CLEMENS’ eksperter.
