Regeringen har fremsat et lovforslag om nedsættelse af beskatning af arv og gaver mellem sociale og genetiske forældre og deres børn, børnebørn og oldebørn. Lovforslaget indebærer, at genetiske og sociale forældre (dvs. ikke-retlige forældre) skal anses som nærmeste familie til barnet og kan sidestilles med juridiske forældre (retlige forældre) i forhold til beskatning af arv og gaver.
De nuværende regler
Reglerne om beskatning af arv og gaver fremgår af boafgiftsloven. Det følger af boafgiftsloven, at arv inden for den nærmeste familie beskattes med 15 % i boafgift. Boafgiften skal alene betales for den del af arven, som overstiger et bundfradrag på DKK 346.000 (2025-tal). Arv uden for den nærmeste familie beskattes med både boafgift på 15 % og en tillægsboafgift på 25 %.
Gaver inden for den nærmeste familie beskattes med 15 % i gaveafgift for den del af gaven, der overstiger et bundfradrag på DKK 76.900 (2025-tal). For gaver uden for den nærmeste familie skal der betales indkomstskat af hele gavebeløbet.
Efter de nugældende regler er det alene juridiske forældre (retlige forældre), der er omfattet af den nærmeste familie i boafgiftsloven og dermed er omfattet af den lave bo- og gaveafgift på 15 %. Derimod er sociale og genetiske forældre (dvs. ikke-retlige forældre) som udgangspunkt ikke en del af den personkreds, der udgør den nærmeste familie i relation til bo- og gaveafgift.
Forslag om lavere beskatning af arv og gaver for sociale og genetiske forældre
Regeringen foreslår i sit udkast hvor boafgiftsloven forbedrer forholdene for regnbuefamilier, at en mand, der er social og genetisk forælder til et barn, skal kunne give og modtage gaver og arv som nærmeste familie. I bo- og gaveafgiftsmæssig henseende er formålet således at sidestille relationen mellem den sociale og genetiske forælder og barnet med den relation, der afgiftsmæssigt er mellem de juridiske forældre og barnet.
Ifølge lovforslaget skal de nye regler i boafgiftsloven gælde for den mand, der skriftligt har erklæret, at morens partner skal være barnets medmor, jf. børnelovens § 27 a, stk. 2 eller 4. Der er tale om den situation, hvor moren til barnet har en kvindelig partner, og hvor moren enten er blevet behandlet med assisteret reproduktion med den sociale forælders sæd af en sundhedsperson eller blevet insemineret med den sociale forælders sæd uden deltagelse af en sundhedsperson. Hvis de tre parter, dvs. moren, morens kvindelige partner og manden, erklærer, at det er moren og dennes kvindelige partner, der skal være forældre, er manden genetisk far, men vil med en sådan skriftlig erklæring ikke være juridisk far. De juridiske forældre vil herefter være moren og dennes kvindelige partner, som herefter er barnets medmor. Lovforslaget forudsætter, at når parterne vælger denne løsning, så er der også et ønske og en forventning om, at den genetiske far skal være social forælder og være en del af barnets liv. Der er således tale om den situation, hvor der så at sige er tre forældre til barnet.
Relationen mellem en social og genetisk forælder og barnet vil være en livslang relation, som stiftes i forbindelse med barnets fødsel og afgivelse af den skriftlige erklæring efter børnelovens § 27 a, stk. 2 eller 4. Det betyder, at der ikke senere i barnets liv i kraft af denne regel vil kunne tilføjes andre sociale forældre til barnets nærmeste familie i relation til bo- og gaveafgift. Det er her værd at bemærke, at lovforslaget alene rummer, at en social forælder kan omfattes af reglerne for den nærmere familie i relation til bo- og gaveafgift, såfremt den sociale forælder også er genetisk forælder til barnet.
Som reglerne er i dag, vil den sociale og genetiske forælder ikke være omfattet af den nærmeste familie i boafgiftslovens forstand i forhold til beskatning af arv og gaver. Med lovforslaget bliver manden, der er social og genetisk forælder, sidestillet med de juridiske forældre i bo- og gaveafgiftsmæssig henseende. Arv og gave mellem manden og barnet vil herefter være omfattet af reglerne for nærmeste familie i boafgiftsloven.
Det er dog værd at bemærke, at lovforslaget ikke indeholder forslag til ændringer af arvelovens regler om, hvem der er legale arvinger. Forslaget vedrører alene ændring af reglerne om boafgift. Det betyder, at barnet ikke arver sin sociale og genetiske forælder i dette tilfælde, medmindre den sociale og genetiske forælder opretter et testamente herom.
Danske Arveretsadvokater har i deres høringssvar til lovforslaget anbefalet, at der tænkes bredere lovgivningsmæssigt i forhold til at tage hensyn til nye familiemønstre. Dette indebærer eksempelvis den generelle arveret, ligesom der også kan være anledning til at overveje, hvem der omfattes af begunstigelsen ”nærmeste pårørende” i forsikringer og pensioner.
Overvejer du at oprette testamente eller gaveoverførsel i lyset af at boafgiftsloven forbedrer forholdene for regnbuefamilier?
Jeg har et spørgsmål og vil gerne ringes opBedsteforældre og oldeforældre
Ifølge lovforslaget er det ikke alene den mand, der er social og genetisk forælder, og som har afgivet erklæring i medfør af børnelovens § 27 a, stk. 2 eller 4, der skal omfattes af den nærmeste familie i boafgiftslovens forstand. Det er ligeledes en del af lovforslaget, at også mandens forældre og bedsteforældre, dvs. barnets genetiske bedsteforældre og oldeforældre, skal omfattes af reglerne for nærmeste familie i boafgiftslovens forstand. Det er heller ikke kun selve barnet, der kan modtage arv og gaver til den lavere afgift for nærmeste familie, dette gælder også arv og gaver til barnets afkom. Således sidestilles den genetiske slægt med barnets juridiske slægt i bo- og gaveafgiftsmæssig henseende.
Hvornår vil de nye regler gælde?
Lovforslaget er endnu ikke blevet vedtaget. Hvis det besluttes, at den sociale og genetiske forælder skal omfattes af begrebet nærmeste familie i boafgiftslovens forstand i overensstemmelse med det nuværende udkast, forventes de nye regler at træde i kraft den 1. juni 2025.
Lavere beskatning af arv til søskende
Folketinget vedtog i maj 2024 en anden lov om ændring af boafgiftsloven. Ændringen medfører, at søskende fra den 1. januar 2027 bliver omfattet af den personkreds, der alene betaler boafgift på 15 %. Fra den 1. januar 2027 er søskende derfor ikke længere omfattet af personkredsen, der skal betale både boafgift med 15 % og tillægsboafgift med 25 %.
Er du derfor en af de mange, der har oprettet et såkaldt 70/30-testamente, hvor du har begunstiget en velgørende forening med 30 % af arven efter dig for at opnå en afgiftsbesparelse på arven til dine søskende, er der med denne nye regel særligt grund til at søge rådgivning om, hvorvidt dit testamente bør opdateres.
Har du spørgsmål til, hvordan boafgiftsloven forbedrer forholdene for regnbuefamilier og påvirker dig eller din familie? Du er altid velkommen til at få en uforpligtende samtale.
Jeg vil gerne ringes op