Whistleblowerens beskyttelse mod repressalier

Den nye whistleblowerlov – Whistleblowerens beskyttelse mod repressalier

I denne artikelserie sætter CLEMENS fokus på den nye whistleblowerlov og de vigtigste fokuspunkter, virksomheder skal være opmærksomme på, når de skal implementere procedurer for at overholde whistleblowerloven.

I denne artikel sætter vi fokus på whistleblowerens beskyttelse mod repressalier

Du kan finde hele vores artikelserie her.

Har din virksomhed endnu ikke etableret en whistleblowerordning, eller har du spørgsmål til den nye whistleblowerlov, er du altid velkommen til at kontakte vores whistleblowerteam.

Du kan også læse mere om CLEMENS’ whistleblowerordning her.

Artikel nr. 9 – Arbejdsgiveren er forpligtet til at beskytte en whistleblower mod repressalier

Whistleblowerens beskyttelse mod repressalier

Når en indberetning om alvorlige eller ulovlige forhold hos arbejdsgiveren er omfattet whistleblowerloven, er arbejdsgiveren forpligtet til at beskytte whistlebloweren mod repressalier af den årsag, at vedkommende har foretaget indberetning eller har offentliggjort oplysninger. Det samme gælder trusler om repressalier eller forsøg derpå.

Herudover må arbejdsgiveren ikke forsøge at hindre nogen i at foretage indberetning til virksomhedens whistleblowerordning eller til en ekstern whistleblowerordning som fx Datatilsynets whistleblowerordning. Der vil fx være tale om en ulovlig hindring, hvis en potentiel whistleblower spørger sin leder om, hvordan man foretager indberetning, og herefter bliver truet med afskedigelse eller andre repressalier, førend vedkommende kan nå at foretage indberetningen.

Hvis en whistleblower har foretaget en indberetning til arbejdsgiverens eller en ekstern whistleblowerordning, eller hvis whistlebloweren har offentliggjort oplysninger om forhold hos arbejdsgiveren, som er omfattet af beskyttelsen i whistleblowerloven, og whistlebloweren efterfølgende lider ulempe, er det op til arbejdspladsen at bevise, at denne ulempe ikke er forårsaget af, at whistlebloweren har foretaget indberetningen eller offentliggjort oplysninger.  

Repressalier

Repressalier skal forstås som enhver form for ufordelagtig behandling eller ufordelagtig følge som reaktion på en indberetning eller offentliggørelse af forhold, der falder ind under beskyttelsen i whistleblowerloven.

Det er en betingelse, at reaktionen forårsager eller vil kunne forårsage skade for whistlebloweren, og at den er foranlediget af en whistleblowerindberetning eller offentliggørelse af forhold, der falder ind under beskyttelsen i whistleblowerloven.

Arbejdsgiveren er derimod ikke afskåret fra at træffe ansættelsesrelaterede beslutninger, som ikke er en følge af en indberetning eller offentliggørelse.

Generelle eksempler på repressalier:

  • Suspension
  • Afskedigelse
  • Degradering eller undladt forfremmelse
  • Overførsel af opgaver, forflyttelse, lønnedgang, chikane, arbejdstidsændringer eller nægtelse af uddannelsesaktiviteter
  • Negativ bedømmelse af vedkommendes præstationer eller negativ ansættelsesreference
  • Skade, herunder på personens omdømme eller økonomisk tab

Beskyttelse af tredjeparter

Beskyttelsen mod repressalier omfatter også personer, der har bistået whistlebloweren med indberetningsprocessen samt tredjeparter, der har forbindelse til whistlebloweren, og som risikerer at blive udsat for repressalier i en arbejdsrelateret sammenhæng. Beskyttelsen gælder endvidere for virksomheder og myndigheder, som whistlebloweren ejer eller arbejder for, eller på anden måde er arbejdsmæssigt forbundet med.

Whistlebloweren bliver udsat for repressalier

Såfremt whistlebloweren er blevet udsat for repressalier på grund af en indberetning, vil whistlebloweren have krav på godtgørelse.

Whistleblowerloven fastsætter ikke bestemmelser om godtgørelsens størrelse. Det følger derimod af forarbejderne til whistleblowerloven, at godtgørelsen for så vidt angår fysiske personer, herunder lønmodtagere, kan fastsættes i overensstemmelse med principperne i ligebehandlingsloven.

I retssager, der relaterer sig til forbuddet mod repressalier, gælder der en særlig bevisbyrderegel. Bevisbyrdereglen indebærer, at hvis en person beviser at have foretaget en indberetning eller offentliggørelse efter loven og lidt en ulempe, så er det op til arbejdsgiveren at bevise, at ulempen ikke udgjorde repressalier.

Hvis det ved dom fastslås, at en medarbejder er blevet afskediget som følge af en indberetning, vil medarbejderen som udgangspunkt være berettiget til genansættelse, såfremt medarbejderen ønsker dette. Det er i disse tilfælde op til medarbejderen selv, om vedkommende ønsker ansættelsesforholdet genoprettet, eller om vedkommende i stedet ønsker en godtgørelse.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at det følger af whistleblowerlovens § 4, at loven ikke ved aftale kan fraviges til skade for whistlebloweren eller andre personer, der nyder beskyttelse efter loven. Derfor vil enhver aftale forud for en tvist, hvor de berørte personer giver afkald på deres rettigheder, herunder whistleblowerens beskyttelse mod repressalier, være ugyldig. Lovens obligatoriske karakter gælder både for individuelle aftaler indgået mellem arbejdsgiver og arbejdstager og for kollektive aftaler indgået med en fagforening. Det vil dog (i begrænset omfang) i tilfælde af en aktuel, konkret fratrædelsessituation være muligt for arbejdsgiveren og den pågældende medarbejder at indgå aftale om, at medarbejderen giver afkald på hans eller hendes rettigheder i henhold til beskyttelsespræceptiv ansættelseslovgivning, herunder rettigheder i henhold til whistleblowerloven.

CLEMENS’ Whistleblowerordning

Har du spørgsmål til artiklen, eller har din virksomhed endnu ikke fået etableret en intern whistleblowerordningen, så tag endelig fat i CLEMENS’ whistleblowerteam.

CLEMENS’ whistleblowerordning er brugervenlig, fleksibel og hurtig at etablere. Med en effektiv og sikker håndtering af indberetninger sætter CLEMENS’ whistleblowerordning jer i stand til både hurtigt og diskret at få rettet op på uønskede forhold samt at forhindre potentielle økonomiske tab.

Når du vælger CLEMENS’ whistleblowerordning, slipper du for at bekymre dig om flere komplicerede regler, der kræver uddannelse af medarbejdere, et administrativt setup og unødig brug af interne ressourcer, ligesom du sikrer, at alle indberetninger bliver håndteret juridisk korrekt og rapporteret hurtigt og effektivt tilbage til virksomheden.

Du kan læse mere om CLEMENS’ whistleblowerordning her.

 

Aktuelt

Andre nyheder om Whistleblowerordninger

Se flere relevante nyheder

Fandt du ikke det, du søgte? 

Kontakt os her. Vi sikrer, at der står en specialist klar til at hjælpe dig.

Når du kontakter os, behandler vi dine personoplysninger. Læs mere om dette i vores privatlivspolitik.
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.