Denne artikel beskriver rammerne for tvangsfuldbyrdelse af kautionskrav, og hvilke muligheder kreditor har for at fuldbyrde sit krav over for en kautionist.
Kaution er et almindeligt anvendt kreditinstrument, som etableres ved, at kautionisten afgiver et løfte om at opfylde en forpligtelse over for kreditor til sikkerhed for kreditors krav mod sin debitor.
Kautionsforholdets regulering hviler i vidt omfang på almindelige retsprincipper og fortolkning, og der opereres i praksis med forskellige typer kautioner, som varierer i relation til, hvornår kautionsforpligtelsen aktualiseres, og hvad kautionshæftelsen omfatter. Selvom kautionsformerne og deres retsvirkninger ligger relativt fast, og reguleringen heraf i pengeinstitutternes kautionsvilkår efterhånden er relativt enslydende, giver kautionssikkerheder jævnligt anledning til uenigheder og tvister i praksis – ofte foranlediget af, at kautionisten gør indsigelse mod sin hæftelse eller dennes omfang.
Da selve kautionserklæringen kun i visse tilfælde giver kreditor mulighed for at tvangsfuldbyrde sit krav mod kautionisten, er kreditor henvist til at søge sit kautionstilgodehavende stadfæstet ved dom, hvilket kan være både langvarigt og omkostningstungt.
Lidt om kautionens anatomi
Kaution etableres ved, at kautionisten afgiver et kautionsløfte til kreditor, til sikkerhed for kreditors tilgodehavende hos sin debitor. Kautionsløftets indhold og formulering afgør hæftelsens omfang og ydelsestidspunktet, dvs. tidspunktet, hvor kreditors krav på betaling aktualiseres over for kautionisten.
Kautionsløftet har den umiddelbare retsvirkning, at kautionisten opnår regresret mod debitor, hvis kautionisten indfrier sin forpligtelse. Kautionisten indtræder med andre ord i kreditors krav mod debitor. Dette almindelige retsprincip kaldes subrogation. Regresretten forudsætter, at debitor er blevet helt eller delvist frigjort over for kreditor som følge af kautionistens indfrielse.
Er der flere kautionister, har disse som udgangspunkt ret til indbyrdes regres. Dvs. at den indfriende kautionist kan kræve, at de øvrige kautionister bærer deres forholdsmæssige del af den indfriende kautionists tab. Kautionisternes indbyrdes forhold kan ligeledes være underlagt begrænsninger og fordelingsnøgler m.v. i henhold til aftale mellem disse.
Krav mod kautionisten
En kreditors krav mod kautionisten skal være aktualiseret, før kreditor kan kræve kautionsfordringen indfriet og eventuelt igangsætte inddrivelsesforanstaltninger mod kautionisten; ydelsestidspunktet skal med andre ord være indtrådt.
Hvornår ydelsestidspunktet indtræder for kautionisten, afhænger af den kautionsform, som er aftalt.
Selvskyldnerkaution er en almindeligt anvendt kautionsform, hvorefter ydelsestidspunktet indtræder, når den kautionssikrede fordring mod debitor forfalder, og der er fremsat påkrav om betaling over for debitor.
Når kautionsfordringen aktualiseres, aktualiseres ligeledes spørgsmålet om dels kautionistens betalingsevne og dels kautionistens betalingsvilje. I praksis motiveres sidstnævnte ikke sjældent af førstnævnte.
Kan eller vil kautionisten ikke honorere sit kautionsløfte, må kreditor vurdere sine muligheder for at tvangsinddrive kautionskravet hos kautionisten.
Tvangsfuldbyrdelse af kautionskravet
Retsplejelovens § 478 angiver det retlige grundlag for tvangsfuldbyrdelse af pengekrav, herunder krav stiftet på baggrund af en kautionserklæring.
Ifølge bestemmelsens stk. 4, kan der ske tvangsfuldbyrdelse over for den, der har forpligtet sig som selvskyldnerkautionist ved sin underskrift på et af følgende dokumenter iht. bestemmelsens stk. 1, nr.
- 4) udenretlige skriftlige forlig om forfalden gæld, når det udtrykkeligt er bestemt i forliget, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse,
- 5) gældsbreve, der ikke er omfattet af nr. 4, når det udtrykkeligt er bestemt i dokumentet, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse,
- 6) pantebreve; for så vidt angår ejerpantebreve og skadesløsbreve, dog kun når gældens størrelse og forfaldstidens indtræden er erkendt af skyldneren eller klart fremgår af omstændighederne,
- 7) [udeladt her – har minimal praktisk betydning]
Det følger af bestemmelsen, at kautionisten skal have forpligtet sig ved underskrift på et gældsbrev eller skriftligt forlig, når det er angivet at kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, jf. nr. 4 og 5, eller på et pantebrev, jf. nr. 6.
Bestemmelsen stiller formkrav til kautionistens tiltrædelse i form af underskrift (herunder digital underskrift) på et af de nævnte dokumenter. En særskilt e-mail med tiltrædelse af en kaution vil eksempelvis ikke være tilstrækkeligt til at etablere et fuldbyrdelsesgrundlag over for kautionisten.
Kautionserklæringen skal således være inkorporeret i et dokument, som kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 4-7, hvis kautionskravet skal kunne tvangsfuldbyrdes over for kautionisten uden forudgående dom.
Kautionistens kautionsløfte skal opfylde kravene til en selvskyldnerkaution, jf. retsplejelovens § 478, stk. 4. Det er almindeligvis tilstrækkeligt, at kautionserklæringen er formuleret således, at ordet selvskyldnerkaution indgår, at kautionisten kautionerer på selvskyldnervilkår eller lignende.
Kautionserklæringen skal være indeholdt i et af dokumenterne nævnt i retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 4-7, så det fremstår som et samlet dokument. Et særskilt kautionsdokument kan dermed ikke danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse uden forudgående dom. Hvis kautionisten vedstår sig sin kautionsgæld og underskriver som selvskyldnerkautionist på en skylderklæring, tiltrådt af debitor, som angiver at kunne tjene som tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 4, kan kreditor tvangsfuldbyrde kravet over for både debitor og kautionisten.
Betydningen af gældsbrevsdefinitionen
Det er en konsekvens af de ovenfor beskrevne regler om kautionserklæringer på et gældsbrev, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 5, at gældsbrevet indeholder en tvangsfuldbyrdelsesklausul, og at der er tale om et gældsbrev i juridisk forstand.
Et gældsbrev forstås som en skriftlig erklæring, der hjemler en i hovedsagen ubetinget ensidig fordring på et pengebeløb.
Gensidigt bebyrdende aftaler om f.eks. levering af ydelser på kredit fastlægger forudsætningerne og vilkårene for etablering af en gæld, men udgør ikke i sig selv et gældsbrev, som kan tvangsfuldbyrdes og dermed påtegnes med en eksigibel selvskyldnerkautionserklæring. Fakturaer, kontoudtog m.v. udgør heller ikke gældsbreve, da de ikke er udtryk for ensidige skylderklæringer.
Indsigelser mod kautionskravet
Kautionisten kan fremsætte indsigelser mod kautionskravet. I praksis kommer indsigelserne ofte for en dag enten ved ydelsestidens indtræden, hvor kreditor fremsætter påkrav om indfrielse af kautionen, eller på et senere fogedretsmøde, hvor kautionserklæringen søges tvangsfuldbyrdet, som beskrevet ovenfor.
Kan kautionserklæringen ikke tvangsfuldbyrdes, må kreditor opnå dom for sit krav – uagtet om kautionisten gør indsigelser eller ej. Typiske indsigelser mod kautionen ses i praksis at centrere sig om vedtagelse af kautionserklæringens vilkår og hæftelsens omfang. I sager om erhvervskaution har kautionisten sjældent held til at få kautionen tilsidesat.
På et senere fogedretsmøde vil kautionistens indsigelser typisk angå selve tvangsfuldbyrdelsesfundamentet og dettes gyldighed, eller hvorvidt kautionsfordringen er ophørt af andre grunde eller fx opfyldt ved modregning. Hvis kautionisten godtgør muligheden for tvivl om de nævnte forhold, skal fogedretten nægte at fremme sagen, og kreditor er henvist til at anlægge civil sag. Fogedretten tager ikke stilling til, om indsigelsen er berettiget, men alene om fogedsagen kan fremmes over for kautionisten.
Kautionsfordring som grundlag for konkursbegæring
Kautionsfordringer danner jævnligt grundlag for kreditors konkursbegæring mod kautionisten, og der er ikke noget til hinder herfor, hvis kautionisten i øvrigt opfylder konkursbetingelserne.
Skifteretten skal vurdere konkursfordringens klarhed, dvs. om konkursfordringen må antages at bestå. Hvis kautionisten kan tiltræde, at kautionskravet består, giver spørgsmålet om kautionskravets klarhed sjældent anledning til yderligere drøftelser.
Hvis kautionisten gør indsigelse mod kautionsfordringen, kan skifteretten tillade en vis bevisførelse og juridiske procedurebemærkninger om spørgsmålet.
Et par operationelle input
Kreditorer, som anvender kautionssikkerheder for deres udlån og kreditter, kan i relation til kreditors tvangsinddrivelsesmuligheder overveje følgende:
- Etableres kautionsdokumentationen, så kautionserklæringen indgår korrekt i gældsbrevet, hvorefter kautionen kan tvangsfuldbyrdes på denne baggrund?
- Er kreditrisikoen ved, at kautionserklæringer i gensidige kreditaftaler ikke kan tvangsfuldbyrdes uden forudgående dom, konstateret og noteret?
- Ved indhentelse af skylderklæring fra debitor, indhentes da også bekræftelse af en eventuel kautionists kautionsforpligtelse på skylderklæringen for den opgjorte gæld, så der også kan tvangsfuldbyrdes direkte over for kautionisten?
Tvangsfuldbyrdelse af et kautionskrav forudsætter, at dokumentationen er på plads fra start. Er kautionserklæringen ikke korrekt indarbejdet i gældsbrevet, eller er formkravene ikke opfyldt, kan kravet ikke tvangsfuldbyrdes uden forudgående dom. Det gør inddrivelsen både dyrere og mere tidskrævende. CLEMENS arbejder med pengeinstitutter og kreditgivere, der vil have styr på kautionsdokumentationen, inden behovet opstår – og som en erfaren sparringspartner i en eventuel inddrivelsesproces, herunder ved indsigelser fra kautionisten eller ved indlevering af konkursbegæring.
