I november 2024 lanceres en ny, moderne og tidssvarende version af udbud.dk. Med denne relancering introduceres en opdateret brugergrænseflade, der gør det nemmere for tilbudsgivere at finde og deltage i offentlige udbud. For ordregivere skabes der desuden genkendelighed med EU-udbud.
En fælles platform med forbedrede funktioner
Den nye version af udbud.dk sigter mod at effektivisere processen omkring offentlige udbud for alle parter. Uanset om du er ordregiver, der vil annoncere et udbud, eller tilbudsgiver på udkig efter nye forretningsmuligheder, tilbyder den moderniserede platform en række forbedringer.
E-formularer: Standardisering på tværs af Europa
En af de største ændringer er implementeringen af e-formularer, en fælleseuropæisk standard for udbudsbekendtgørelser. Dette medfører:
- Genkendelighed for ordregivere og genbrug af data: Strukturen minder om EU-udbud, hvilket gør det lettere at oprette og håndtere udbud. Som noget nyt vil der tillige være mulighed for at overføre oplysninger fra tidligere udbud til nye annonceringer, hvilket giver bedre mulighed for datagenbrug.
- Forbedret søgbarhed for tilbudsgivere: Den strukturerede data gør det nemmere at finde relevante udbud og forventede indkøb.
Annoncering af forventede indkøb
Den tidligere funktion ‘indkøbsplan’ skifter navn til ‘forventet indkøb’. Ved at offentliggøre forventede indkøb kan ordregivere give tilbudsgivere mulighed for at forberede sig på forventet kommende indkøb, hvilket vil tiltrække flere og bedre tilbud, især fra mindre virksomheder og nye aktører.
Annoncering via udbudsplatforme
Ordregivere kan fortsat bruge deres eksisterende udbudsplatforme til at annoncere på udbud.dk, forudsat at platformen opfylder de nødvendige krav.
Overgangsperiode mellem 5. – 12. november 2024
I den ovennævnte overgangsperiode er det vigtigt at være opmærksom på følgende:
- Der er lukket for oprettelse af nye annonceringer i overgangsperioden
- Ved akutte behov kan der ske annoncering på TED
- Eksisterende annoncer vil være tilgængelige i hele overgangsperioden
Login med MitID Erhverv
For at logge ind og publicere annoncer samt forventede indkøb skal ordregivere anvende MitID Erhverv.
For tilbudsgivere
Tilbudsgivere kan fremover søge i alle danske EU-udbud og udbud under tærskelværdien fra danske ordregivere på én platform. Alle relevante udbud bliver således samlet ét sted.
Der kan herudover oprettes en udbudsagent, der giver automatisk besked om nye udbud, der matcher dine søgekriterier.
Hos CLEMENS bestræber vi os på at holde dig opdateret om vigtige ændringer inden for offentlige udbud.
Kontakt os gerne for yderligere information eller rådgivning om, hvordan disse ændringer kan påvirke din virksomhed.