Europa-Parlamentet har den 15. november 2022 vedtaget det såkaldte CSRD (”Corporate Sustainability Reporting Directive”, som på dansk kaldes ’Direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering’). Det får betydning for en række både større og mindre danske virksomheder allerede fra 1. januar 2024, hvor de første dele af direktivet forventes at træde i kraft.
CSRD eller ’Direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering’ er det seneste tiltag indenfor virksomheders bæredygtighedsrapportering og handler om, hvordan virksomheder fremover skal rapportere om deres indvirkning på mennesker og miljø samt dele om deres selskabsledelse – såkaldte ESG-data.
Formålet med direktivet er at sikre pålideligheden af de bæredygtighedsdata, som virksomheder angiver og det skal dermed være med til at sikre, at virksomhederne står til ansvar for deres klimamæssige indvirkning.
CSRD stiller krav om mere detaljeret rapportering om f.eks. miljøforhold, sociale rettigheder og menneskerettigheder. Yderligere bliver det et krav, at rapporteringen forsynes med en revisorerklæring, så troværdigheden af rapporteringerne sikres.
Det nærmere indhold af rapporteringskravene vil blive fastsat i en række EU-standarder, som er under udvikling (såkaldte European Sustainability Reporting Standards (ESRS)). Forventningen er, at der kommer både generelle tværgående standarder og branchespecifikke standarder. Blandt de krav, som følger afudkastene til standarderne er krav til: beskrivelse af strategi, mål, målopnåelse og værdikæder samt krav til rapporteringernes opbygning.
Det faktum, at der lægges op til, at krav til værdikæder indgår i rapporteringen betyder, at det må forventes, at de nye krav til bæredygtighedsrapportering ikke blot rammer de virksomheder, som er direkte omfattet af direktivet, men også mange andre virksomheder, som leverer til de direkte omfattede virksomheder. CSRD kan derfor blive relevant, uanset om man som virksomhed er direkte eller indirekte omfattet. Standarderne ligger lige nu i udkast og skal vedtages endeligt af EU-Kommissionen, hvilket forventes at ske i foråret 2023.
CSRD ændrer det nuværende direktiv om ikke-finansiel rapportering fra 2014, hvorfra reglerne om rapportering findes i årsregnskabslovens §§ 99 a-b og 107 d og det nye direktiv skærper kravene. Det betyder, at langt flere virksomheder vil skulle rapportere deres ESG-data, ligesom kravene til, hvad der skal rapporteres om, skærpes. Man regner således med, at reglerne om rapportering fremover vil omfatte ca. 50.000 virksomheder fremfor som i dag ca. 11.700 virksomheder.
CSRD forventes at træde i kraft fra den 1. januar 2024 og indfases løbende over en periode på 2 år, eftr følgende model:
Fra den 1. januar 2024 vil virksomheder af interesse for offentligheden (hovedsageligt børsnoterede selskaber, banker og forsikringsselskaber) med over 500 medarbejdere skulle overholde direktivet og medtage rapporteringerne første gang fra 2025.
Fra den 1. januar 2025 vil andre store virksomheder med mere end 250 medarbejdere og/eller 40 mio. euro i nettoomsætning og/eller 20 mio. euro i balancesum skulle overholde direktivet og medtage rapporteringerne første gang fra 2026.
Og sluttelig fra den 1. januar 2026 bliver børsnoterede SMV’er omfattet. Der afventes nærmere om retningslinjerne for deres implementering af rapporteringskravene.