Konkurs på byggepladsen del 2: “Mangler ved arbejdet eller manglende betaling”

Konkurs på byggepladsen: I artikel 1 i denne serie blev rettigheder og pligter vedr. materialer og materiel behandlet. I denne artikel 2 ser vi nærmere på rettigheder og pligter i tilfælde af, at konkursboet ikke indtræder i kontrakten, og der dermed anses for at være mangler ved arbejdet eller manglende betaling for arbejdet.

En parts konkurs – mangler ved arbejdet eller manglende betaling

Såfremt en af parterne går konkurs, inden arbejdet er færdiggjort, vil konkursboet skulle vælge, om det ønsker at indtræde i entrepriseaftalen med den anden part.

Sker det, vil konkursboet færdiggøre aftalen i henhold til kontrakten, dvs. bygherren eller hoved-/totalentreprenøren vil også skulle betale for arbejdet i overensstemmelse med den oprindelige aftale, ligesom entreprenøren/underentreprenøren vil skulle færdiggøre arbejdet i overensstemmelse med aftalen.

Hvis konkursboet omvendt ikke indtræder i aftalen, vil den anden part berettiget kunne ophæve den indgåede kontrakt. Derved frigøres parten fra sine forpligtelser i henhold til kontrakten.

Hvis der er aftalt AB-vilkår, medfører det en række pligter og rettigheder, når kontrakten ophæves. Det følger således af AB 92 § 44, stk. 2/AB 18 § 63, stk. 2, at den part, der ophæver kontrakten, samtidig med ophævelsen skal indkalde til registreringsforretning – en såkaldt stadeforretning.

Er der aftalt AB-vilkår, kan voldgiftsnævnet anmodes om at udmelde en sagkyndig, som gennemgår byggeriet og registrerer arbejdets stade, men det er ikke nødvendigt, hvis parterne selv kan blive enige om registreringerne.

Ved stadeforretningen udarbejdes en protokol, som beskriver omfang og kvalitet af det udførte arbejde. Dokumentet skal underskrives af parterne, hvis disse selv står for registreringen.

Hvis der er udmeldt en sagkyndig via voldgiftsnævnet, er parternes underskrift på registreringsprotokollen ikke nødvendig.

Det er ikke et krav, at parterne deltager på stadeforretningen, men hvis en part udebliver kan stadeforretningen berettiget gennemføres uden den pågældende. Det er i så fald et krav, at registreringsprotokollen efterfølgende sendes til den fraværende snarest muligt. Hvis den fraværende part har indsigelser til registreringsprotokollen, skal disse være fremsendt senest 5 arbejdsdage efter, at protokollen er modtaget, ellers bortfalder de.

Baseret på registreringen på stadeforretningen opgøres parternes evt. krav mod hinanden.

Hvis der er stillet AB- garantier mellem parterne, vil der efterfølgende kunne ske træk på garantien, som er stillet af den part, der er gået konkurs.

Konkurs på byggepladsen -  konkursboet skal vælge, om det ønsker at indtræde i entrepriseaftalen med den anden part.
Konkurs på byggepladsen – konkursboet skal vælge, om det ønsker at indtræde i entrepriseaftalen med den anden part.

Træk på garantien

Træk på garantien sker både, hvis der er aftalt AB 92, og hvis der er aftalt AB 18, ved, at der samtidig sendes anmodning om trækket til modparten og garanten, som har stillet garantien. Anmodningen skal være skriftlig.

I anmodningen om garantitrækket skal det anføres, hvilke og hvor mange (art og omfang) af de mangler der ønskes træk på garantien i anledning af. Ligeledes skal det anføres, hvilket beløb der sammenlagt ønskes udbetalt under garantien.

Både entreprenøren/underentreprenøren og garanten kan blokere for træk på garantien ved at anmode om en sagkyndig beslutning. Det skal ske senest 10 arbejdsdage efter, at anmodningen om træk på garantien er fremkommet. I så fald udmelder voldgiftsnævnet en sagkyndig til at tage stilling til, om trækket på garantien og det krævede beløb er berettiget.

Hvor stor garantien er og dermed, hvor meget der kan trækkes på den, afhænger af, hvornår anmodningen fremsendes, og særligt, om det er før/efter aflevering af arbejdet, når der er tale om konkurs.

Aflevering af arbejdet

Det er uklart i retspraksis, om arbejdet anses for afleveret ved stadeforretningen, og netop aflevering har betydning for, om entreprenørens/underentreprenørens garanti nedskrives til 10 %.

Det har derfor også betydning for, hvor meget der kan trækkes på entreprenørens/underentreprenørens garanti, om arbejdet anses for afleveret ved stadeforretningen eller ej.

Bygherrens eller hoved-/totalentreprenørens garanti nedskrives først, når samtlige tilgodehavender er betalt, og den er derfor ikke på samme måde afhængig af afleveringen. Det er dog væsentligt, at entreprenøren/underentreprenøren meddeler garanten, at der er ubetalte krav, for derved at forhindre, at bygherregarantien nedskrives.

Hvis arbejdet anses for afleveret, er entreprenøren/underentreprenøren berettiget til at nedskrive garantien til 10 %, uanset om der er mangler ved arbejdet. Mangler kan der være mange af, hvis entreprenøren er konkurs, og derfor har det betydning for bygherren eller hoved-/totalentreprenøren, at garantien er størst mulig. Det bliver den kun ved, at den ikke nedskrives.

Hvorvidt arbejdet anses for afleveret ved stadeforretningen behandles i artikel 3 i denne serie, så læs med igen næste gang.

Spørg CLEMENS Advokatfirma

Hos CLEMENS Advokatfirma rådgiver vi løbende i spørgsmål omkring prisstigningerne og manglen på byggematerialer, og konkurs på byggepladsen.

Har du spørgsmål om entreprisekontrakter eller mangler ved betaling, eller har du brug for hjælp til, hvad der gælder i netop din entrepriseaftale, så sidder vores entreprisespecialister klar til at hjælpe.

Aktuelt

Andre nyheder om Entrepriseret

Se flere relevante nyheder

Fandt du ikke det, du søgte? 

Kontakt os her. Vi sikrer, at der står en specialist klar til at hjælpe dig.

Når du kontakter os, behandler vi dine personoplysninger. Læs mere om dette i vores privatlivspolitik.
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.