Fortabelse af krav i entreprise

Det er et helt grundlæggende formueretligt princip, at aftaler som altovervejende hovedregel skal overholdes i overensstemmelse med det indhold, som parterne har aftalt, og at en part ikke ensidigt kan ændre aftalen.

I entrepriseaftaler udgøres aftalegrundlaget oftest af AB 18 (almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed) eller ABT 18 (almindelige betingelser for totalentreprise i bygge- og anlægsvirksomhed).

I disse regelsæt findes den såkaldte »ændringsret«. Baggrunden for denne ændringsret er, at entrepriseaftaler ofte er dynamiske og strækker sig over en længere periode. Dette gør det ofte vanskeligt at forudse og få beskrevet samtlige forhold og vilkår vedrørende byggeprojektet allerede i forbindelse med indgåelsen af aftalen mellem parterne. Disse særegne forhold nødvendiggør behovet for den såkaldte »ændringsret«.

Særligt i henseende til ændringsretten gælder, at hvis en af aftalens parter har fremsat et krav om forandring i aftalen med hensyn til pris, tid eller sikkerhed, så skal den anden part »snarest muligt« skriftligt meddele, om kravet accepteres, og hvis ikke skal denne begrunde dette.

Generelt om fristens indhold

Efter betænkningen til de to regelsæt skal der ved vurderingen af, om en part har meddelt svar »snarest muligt«, tages hensyn til blandt andet partens behov for at rådføre sig med andre. Dette kan for eksempel være partens rådgivere, underentreprenører og lignende.

Hvornår et svar herefter vil være meddelt »snarest muligt«, og under hvilke omstændigheder et sådant svar er fremsat rettidigt, uddybes ikke nærmere i betænkningen, ligesom ordlyden i de to respektive bestemmelser (AB 18 § 25 og ABT § 25) er tavs herom.

Af relevant retslitteratur fremgår dog, at begrebet »snarest muligt« ikke udgør nogen lang frist, og at en eventuel reklamation (dvs. den meddelelse, der skal gives) skal gives i umiddelbar forlængelse af, at reklamationsfristen begynder at løbe. Dette vil typisk være fra det tidspunkt, hvor den respektive part bliver bekendt med det forhold, der giver anledning til reklamationen.

Hvad, der imidlertid ligger fast, er retsfølgen af for sen meddelelse, idet parten i så fald risikerer at miste sit krav.

Efter retspraksis må dette afgøres ud fra flere konkrete momenter, navnlig om parten burde vide, at der bestod et krav, herunder om der var et klart grundlag for dette, og om resultatet er rimeligt m.v.

Fortabelse af krav i entreprise
Fortabelse af krav i entreprise: særligt hensyn til pris, tid eller sikkerhed, skal den anden part »snarest muligt« skriftligt meddele, om kravet accepteres

Et eksempel fra retspraksis: Fristen var overskredet

Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed (VBA) har for nylig haft anledning til at tage stilling til, hvad der nærmere ligger i fristen »snarest muligt«. Sagen er omtalt i TBB 2021.210 VBA.

Sagen omhandlede blandt andet en totalentreprenørs krav på dækningsbidrag som følge af, at bygherren havde besluttet at lade en ydelse om facaderens udgå af aftalen. Det var i sagen ubestridt, at denne del af entreprisen var udgået i medfør af bygherrens ændringsret, hvorfor totalentreprenøren som udgangspunkt ville have krav på mistet dækningsbidrag for denne post. Bygherren gjorde dog gældende, at totalentreprenørens krav på mistet dækningsbidrag var fremsat for sent – dvs. ikke »snarest muligt« – hvorfor kravet skulle bortfalde.

Voldgiftsretten lagde ved sagens afgørelse til grund, at totalentreprenøren først fremsatte sit krav mere end 10 måneder efter, at bygherren meddelte, at ydelsen udgik.

Det blev ved vurderingen tillagt vægt, at ABT 18 § 25 indeholder en klar angivelse af pligten til at fremsætte sit krav, en klar angivelse af fristen for fremsættelse af kravet og en klar angivelse af det forhold, der udløser pligten til at fremsætte det, ligesom det også blev tillagt vægt, at der var tale om en meget betydelig overskridelse af fristen.

Ved vurderingen indgik også, at bygherren i forbindelse med ændringen havde givet klart udtryk for en forventning om, at ændringen – den udgåede ydelse – ville medføre en fuldstændig nedsættelse af entreprisesummen vedrørende dette arbejde og således ikke ville udløse noget erstatningskrav.

På baggrund af en samlet vurdering fandt voldgiftsretten herefter, at totalentreprenørens krav på dækningsbidrag var bortfaldet som følge af passivitet.

Med andre ord kan et krav, der er fremsat mere end 10 måneder efter, at der er givet en part meddelelse om forandring i aftalen, som udgangspunkt ikke anses for fremsat »snarest muligt«, medmindre der måtte være klare holdepunkter for andet.

Om »snarest muligt« herefter skal fortolkes som en frist, der er kortere end 10 måneder, er der ikke taget stilling til i den omtalte afgørelse. Der er heller ikke taget stilling til, om begrebet ”snarest muligt” skal fortolkes ens i relation til andre krav indenfor entrepriseretten.

Har du spørgsmål til afgørelsen eller til entrepriseretlige tvister generelt, er du altid velkommen til at kontakte advokat (H) Søren Hammer Westmark eller en af CLEMENS Advokatfirmas øvrige specialister inden for entrepriseret.

Fandt du ikke det, du søgte? 

Kontakt os her. Vi sikrer, at der står en specialist klar til at hjælpe dig.

Når du kontakter os, behandler vi dine personoplysninger. Læs mere om dette i vores privatlivspolitik.
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Tilmeld nyhedsbrev

Få relevante nyheder og invitationer til arrangementer direkte i din indbakke
Tilmeld nyhedsbrev