Dokumentation for prisstigninger på materialer: Priserne stiger på forskellige byggematerialer, og det giver udfordringer for bygherrer og entreprenører, som gerne vil kunne regne med de aftalte entreprisesummer.
I denne artikel ser vi nærmere på, om de aftalte entreprisesummer kan kræves reguleret, hvordan entreprisesummen evt. reguleres, og om materialemangler kan udgøre force majeure.
Læs også vores artikel: “Stigende priser på byggematerialer – Er prisstigninger force majeure?”
Hvordan dokumenteres prisstigningerne, som entreprisesummen kan reguleres med?
Som gennemgået i artikel 1 “Hvornår kan entreprisesummen reguleres?” i denne serie er der en række krav, som skal være opfyldt, for at entreprisesummen kan reguleres som følge af prisstigninger, når der er aftalt AB 18.
Et af disse krav volder særligt problemer – nemlig kravet om, at prisstigningerne skal fremgå af officielt prismateriale eller kunne dokumenteres på anden måde.
Af praktiske grunde knyttes priserne ikke til den enkelte entreprenørs egne interne pris- og avanceberegninger, men til den almindelige konstaterbare prisudvikling for det pågældende materiale. Entreprenøren skal altså dokumentere, hvad prisen generelt var på tilbudsdagen og indkøbsdagen.
Det vil sige, at der skal være officiel dokumentation for prisstigninger på materialer.
Entreprenørens egen interne opgørelse er ikke nok.
Hvad er officiel dokumentation?
I AB 18-vilkårene er det ikke direkte anført, hvad officielt dokumentation for prisstigninger på materialer er.
I stedet fremgår det af betænkningen om AB18, at bestemmelsen er i overensstemmelse med princippet i pris- og tidcirkulæret.
Pris- og tidcirkulæret er officielt ophævet, men man kan fortsat aftale at anvende det, hvis man ønsker.
Af pris- og tidcirkulæret fremgår ligeledes, at priser og prisstigninger skal fremgå af officielt prismateriale. I mangel heraf skal de kunne dokumenteres på anden måde.
Så hvad er officielt materiale?
Af vejledningen om pris- og tidcirkulæret ses, at officielt prismateriale for prisstigninger på byggeopgaver først og fremmest er Danmarks Statistiks reguleringsindeks for boligbyggeri. Indekset er inddelt materialegrupper.
Men det kan også være prislister, prisaftaler og lignende.
Det gælder uanset, hvor materialerne købes. Det betyder, at hvis entreprenøren selv er producent af materialet, så gælder reglerne om godtgørelse for prisstigninger også for den pris, der ville kunne konstateres, hvis entreprenøren alene havde været entreprenør.
Hvad er udfordringerne?
Imidlertid oplever byggesagens parter ofte, at aftaleparten ikke vil acceptere indekset, men kræver anden dokumentation, f.eks. i form af leverandørprislister, som kan være svære at fremskaffe.
Hvad den enkelte part anser for at være officielt prismateriale, fremgår ikke af AB-vilkårene, så det skal i givet fald aftales.
Ligeledes kan der være tvivl om, hvilket indeks der gælder for den pågældende entreprise eller det pågældende materiale, hvis det ikke er aftalt, og det giver ofte anledning til diskussion.
Derudover fremgår det også af vejledningen om pris- og tidcirkulæret, at hvis en pris eller prisstigning ikke kan fastsættes ud fra officielt registrerede tal, så må entreprenøren godtgøre tallene ud fra i øvrigt forekommende prisoplysninger.
Det gælder altså i de tilfælde, hvor et specielt materiale har en væsentlig anden prisudvikling end den, der afspejles i de officielt registrerede tal.
Her er der særligt grundlag for diskussion, da der ikke foreligger indeks eller lignende officielle prisoplysninger, som parterne kan støtte sig til.
For at undgå de situationer anbefales det, at parterne aftaler, hvilke indeksgrupper i de officielle indeks ekstraordinære prisstigninger skal reguleres på baggrund af.
Det kan aftales ved indgåelsen af entreprisekontrakten eller ved en senere tillægsaftale til den.
Er man i tvivl om aftalen, og fordi det er muligt, at en aftale allerede indirekte er indeholdt i den standardkontrakt, man benytter, så anbefales det, at man tjekker sit aftalegrundlag eller får hjælp til at gennemgå det.
For at undgå tvivl om indkøbstidspunkterne, som priserne tager udgangspunkt i, kan det også anbefales, at man aftaler, hvornår de vigtigste materialer til opgaven skal indkøbes.
Sluttelig skal man huske, at godtgørelse for ekstraordinære prisstigninger alene kan kræves for perioden fra tilbudsdagen og indtil en evt. aftalt indeksregulering træder i kraft. Den eneste undtagelse hertil er, at der ydes godtgørelse for ekstraordinære prisstigninger efter indeksregulering er startet, hvis prisstigningerne er indtrådt på eller forud for skæringsdagen for indekset og dermed ikke er omfattet af indeksreguleringen.
Spørg CLEMENS Advokatfirma
Hos CLEMENS Advokatfirma rådgiver vi løbende i spørgsmål omkring prisstigningerne og manglen på byggematerialer, og vi følger udviklingen nøje.
Har du spørgsmål om dokumentation for prisstigninger på materialer og manglen på byggematerialer, eller har du brug for hjælp til, hvad der gælder i netop din entrepriseaftale, så sidder vores entreprisespecialister klar til at hjælpe.