Generationsskifte via holdingselskab til en almennyttig fond kan gennemføres skattefrit, hvis du følger den såkaldte “holdingmodel” og opnår tilladelse fra Skatterådet. Modellen er relevant for virksomhedsejere, der har etableret sig med et holdingselskab og et underliggende datterselskab, hvori driften foregår.
Er du indehaver af en virksomhed gennem et holdingselskab, og overvejer du generationsskifte til en almennyttig fond?
I så fald kan du med fordel overveje muligheden for at gøre det skattefrit i henhold til reglerne om den såkaldte ”holdingmodel”, hvis du har etableret dig med en holdingstruktur. Vi giver et overblik over modellen her.
Hvad er et holdingselskab i denne sammenhæng?
Et holdingselskab er et selskab, hvis primære formål er at eje kapitalandele i andre selskaber – typisk et datterselskab, hvori den faktiske virksomhedsdrift foregår. Ved generationsskifte via holdingmodellen er det holdingselskabet, der gaveoverdrager kapitalandelene i datterselskabet til en almennyttig fond.
Modellen bygger på, at du som virksomhedsejer har etableret en holdingstruktur – dvs. at du ejer et holdingselskab, som igen ejer det datterselskab, hvori virksomheden drives.
Sådan fungerer generationsskifte via holdingselskab til fond
”Holdingmodellen” indebærer, at en virksomhedsejer med en holdingselskabsstruktur lader holdingselskabet gaveoverdrage kapitalandelene i det underliggende datterselskab, hvori virksomheden drives, til en fond med et almennyttigt eller almenvelgørende formål. Efter de gældende regler kan en sådan vederlagsfri overdragelse ske skattefrit for virksomhedsejeren, hvis der inden overdragelsen er opnået tilladelse hertil fra Skatterådet.
Er der ikke indhentet en forudgående tilladelse fra Skatterådet, vil virksomhedsejeren blive beskattet af hele gavens værdi som maskeret udlodning. Det skyldes, at overdragelsen anses for at være sket som et udslag af virksomhedsejerens personlige, økonomiske eller ideelle interesse, og derfor stilles virksomhedsejeren, som om beløbet har passeret hans økonomi.
Tilladelsessystemet har været gældende siden 1. januar 2021. Før dette tidspunkt kunne modellen anvendes uden forudgående tilladelse, men der blev ofte anmodet om bindende svar inden gennemførelse.
Betingelser for at opnå tilladelse fra Skatterådet
Det beror på en konkret vurdering, om der kan gives tilladelse til, at et holdingselskab kan gaveoverdrage kapitalandele i et datterselskab til en fond uden skattemæssige konsekvenser for virksomhedsejeren.
Vurderingen foretages på baggrund af Skatterådets praksis, herunder den praksis som er udviklet inden tilladelsessystemet blev indført.
I henhold til de nuværende regler og praksis fra tidligere afgivne bindende svar på området kan det udledes, at følgende betingelser skal være opfyldt for at opnå tilladelse fra Skatterådet:
For det første skal gaven ydes til en almennyttig fond – dvs. en fond, der hovedsageligt har et almennyttigt eller almenvelgørende formål.
Heri ligger bl.a. et krav om, at formålet kommer en vis videre kreds af personer eller institutioner til gode. Derudover skal formålet enten indebære støtte til personer mv. i økonomisk trang eller tilgodese formål, der efter en almindelig fremherskende opfattelse i befolkningen kan anses for nyttige.
Fra praksis kan der nævnes eksempler som bidrag til sociale, kunstneriske og andre kulturelle formål, miljømæssige, videnskabelige – herunder forskningsmæssige og sygdomsbekæmpende -, humanitære, undervisningsmæssige, religiøse eller nationale formål.
Det skal understreges, at fonden godt kan have erhvervsmæssige aktiviteter og stadig opfylde kravet om at have et almennyttigt eller almenvelgørende formål. Fonden vil også blive erhvervsdrivende i kraft af besiddelsen af kapitalandele i datterselskabet efter gaveoverdragelsen.
For det andet er det et krav, at virksomhedsejeren ikke har en direkte og/eller indirekte økonomisk eller personlig interesse i ydelsen af gaven.
Den blotte ideelle interesse i de almenvelgørende eller almennyttige formål, som fonden måtte tilgodese, er ikke nok til at statuere en personlig eller økonomisk interesse. Det kræver, at virksomhedsejeren eller dennes nærtstående er tildelt personlige fordele, fortrinsrettigheder eller anden form for begunstigelse – enten personligt eller økonomisk.
Skatterådets praksis kan bl.a. illustreres med to afgørelser (SKM2022.47.SR og SKM2022.77.SR), hvor Skatterådet gav tilladelse til, at der kunne ske vederlagsfri overdragelse af kapitalandele i et selskab til en nystiftet, erhvervsdrivende fond uden skattemæssige konsekvenser for virksomhedsejerne:
| Afgørelse | Fondens formål | Resultat |
| SKM2022.47.SR | Drift og udvikling af idrætscenter | Tilladelse givet |
| SKM2022.77.SR | Støtte til kræftramte, hjemløse, kulturelle arrangementer | Tilladelse givet |
I begge afgørelser fandt Skatterådet efter en konkret vurdering, at formålet var af almennyttig eller almenvelgørende karakter. Videre fandt Skatterådet i begge tilfælde, at overdragelse af kapitalandele ikke skete i virksomhedsejernes personlige eller økonomiske interesse men alene i kraft af de pågældendes ideelle interesse. Skatterådet imødekom derfor anmodningen om tilladelse i begge sager.
Sikkerhed for de øvrige skattemæssige konsekvenser
Ved at indhente tilladelse fra Skatterådet som beskrevet ovenfor opnås på forhånd sikkerhed for, hvordan overdragelsen vil blive behandlet skattemæssigt for virksomhedsejerens vedkommende, nøjagtig som ved indhentelse af et bindende svar.
Tilsvarende sikkerhed opnås dog ikke for de øvrige involverede.
Overdragelse af et datterselskab til en fond vil dog ikke være skattepligtig for holdingselskabet, hvis der er tale om egentlige datterselskabsaktier i aktieavancebeskatningslovens forstand. Det skyldes, at afståelse af datterselskabsaktier kan ske skattefrit.
Ligeledes vil fonden ikke være skattepligtig af den modtagne gave i form af datterselskabsaktier, hvis værdien af aktierne tilfalder fondens grundkapital, og der ikke er tale om en familiefond.
Hvis der ønskes yderligere sikkerhed forud for dispositionen, er det dog fortsat muligt at indhente bindende svar for så vidt angår de skattemæssige konsekvenser for de andre involverede parter end virksomhedsejeren.
Har du behov for kompetent og værdiskabende generationsskifterådgivning?
CLEMENS har stor erfaring med generationsskifte, herunder generationsskifte til fonde og indhentelse af bindende svar eller tilladelse fra skattemyndighederne. Overvejer du at påbegynde et generationsskifte af din virksomhed, er du meget velkommen til at kontakte vores skatteteam, så vi sammen kan drøfte dine muligheder.
