Varmepumpe: Lejers betaling for varme

Lejers betaling for varme, når der er installeret en varmepumpe.

Varmepumpe: Lejers betaling for varme. Som ejer af en ejendom kan det give mening at overveje udskiftning af ejendommens varmekilde med en varmepumpe, som anses for at være en grøn og energibesparende løsning. Det gælder særligt, hvor der i ejendommen eksempeltvist er olie- eller gasfyr.

Du kan købe varmepumpen, men der er også mulighed for at indgå en abonnementsordning hos en energileverandør, som installerer varmepumpen i din ejendom, og det var det, som udlejer havde gjort i sagen.

Udlejer, som udlejede et parcelhus, havde indgået en abonnementsordning om levering af ”grøn varme” via en varmepumpe. Formålet var at få udskiftet det tidligere oliefyr med en billigere og mere miljøvenlig varmekilde. Aftalen indebar, at udlejer skulle betale 1) en engangsbetaling, 2) et fast månedligt abonnementsbeløb for løbende service, vedligehold, drift og administration og 3) forbrug af varme. 

Som en del af ordningen med energileverandøren blev varmepumpens strømforbrug til produktion af varmen refunderet med en enhedspris, som energileverandøren beregnede.

Da udlejer havde udlejet sin ejendom, var det aftalt, at lejer skulle betale for varmeforbruget, mens udlejer ville afholde engangsbetalingen og abonnementsbeløbet, og der blev oprettet et direkte kundeforhold mellem lejer og energileverandøren.

Varmepumpe: Lejers betaling for varme
Varmepumpe: Lejers betaling for varme

Lejer indbragte efterfølgende en sag for huslejenævnet, da lejer var af den opfattelse kun at være forpligtet til at betale for det elforbrug, som varmepumpen brugte til at producere den leverede varme, og ikke for den varme, som blev leveret i lejemålet, altså outputtet, ligesom lejer var af den opfattelse, at lejer blev pålagt at betale forhøjede priser på el og varme som følge af udlejers ordning med energileverandøren vedrørende varmepumpen, hvilket var til fordel for udlejer.

Huslejenævnet var enig i det, som vi havde gjort gældende i sagen, bl.a. at den i sagen konkrete ordning kan sammenlignes med lejemål, hvor der opvarmes med fjernvarme. I de tilfælde betaler lejer også efter den forbrugte varme – altså outputtet – og ikke efter den mængde brændsel, der er forbrugt til at producere varmen.

Udlejer fik derfor medhold i den måde, hvorpå lejer skulle betale for sit varmeforbrug i lejemålet, hvilket i øvrigt også var bestemt af energileverandøren i de opgørelser, som blev udarbejdet og sendt til lejer, og at der ikke ved udlejers ordning med energileverandøren blev opnået en økonomisk fordel for udlejer ved den betalingsordning, som udgjorde lejers betaling for varme.

I tilfælde, hvor udlejer selv har købt og ejer varmepumpen, kan det umiddelbart forholde sig anderledes, da der formentlig her vil ske afregning med udgangspunkt i el-opgørelsen for lejemålet i relation til den varme, som forbruges i lejemålet.

Har du spørgsmål til forbrugsopgørelser i lejemål eller lejeretlige spørgsmål i øvrigt, er du altid velkommen til at kontakte CLEMENS’ eksperter i vores lejeretlige team.

Aktuelt

Andre nyheder om Boliglejeret

Se flere relevante nyheder

Fandt du ikke det, du søgte? 

Kontakt os her. Vi sikrer, at der står en specialist klar til at hjælpe dig.

Når du kontakter os, behandler vi dine personoplysninger. Læs mere om dette i vores privatlivspolitik.
Dette felt er til validering og bør ikke ændres.