Østre Landsret har i en nyere kendelse taget stilling til spørgsmålet om, hvornår en skønsmand kan anses for inhabil som følge af kontakt til én af sagens parter. Kendelsen præciserer, at direkte kontakt til én af parterne ikke i sig selv medfører skønsmandens inhabilitet.
Sagens faktum
Efter retsplejelovens § 343 er det muligt med rettens hjælp at iværksætte en isoleret bevisoptagelse med henblik på at fastslå fx omfanget af mulige mangler, inden et eventuelt krav rejses i en efterfølgende retssag. Den konkrete sag vedrørte netop en isoleret bevisoptagelse, hvor retten udmeldte en skønsmand til at undersøge tekniske forhold vedrørende en bils funktionalitet.
Under sagens forløb viste det sig, at det for at besvare et spørgsmål om funktionaliteten af bilens Mechatronic-enhed var nødvendigt at foretage visse udbedringer af fejl i øvrige styreenheder i bilen. Derfor blev skønsmanden i skønstemaet af rekvirenten anmodet om at foretage de nødvendige udbedringer, hvilket modparten ikke modsatte sig. Skønstemaet med det omhandlede spørgsmål blev herefter godkendt af retten.
Udbedringerne blev foretaget på et værksted ejet af skønsmanden, men udført af en ansat. Forud for arbejdet havde skønsmanden kontaktet rekvirentens advokat telefonisk, der instruerede skønsmanden i at følge det skønstema, retten havde godkendt.
Modparten gjorde efterfølgende gældende, at skønsmanden var inhabil. Indsigelsen var dels baseret på, at skønsmanden over for retten havde oplyst, at det pågældende værksted var ”relateret” til skønsmanden – og ikke, at skønsmanden var ejer heraf – dels på, at skønsmanden havde haft ensidig dialog med rekvirentens advokat.
Byrettens kendelse
Retten i Næstved fandt ikke grundlag for at betvivle skønsmandens upartiskhed. Retten lagde vægt på, at arbejdet var udført i overensstemmelse med det supplerende skønstema, som begge parter havde haft mulighed for at kommentere, og som ingen havde protesteret imod.
Den omstændighed, at afhjælpningen blev foretaget på skønsmandens værksted, men ikke af skønsmanden selv, ændrede ikke vurderingen. Byretten fastslog derfor, at skønsmanden ikke var inhabil.
Østre Landsrets kendelse
Spørgsmålet om skønsmandens habilitet blev indbragt for Østre Landsret.
Landsretten udtalte, at skønsmanden havde handlet ud fra parternes og rettens anvisninger, idet besvarelsen af det supplerende skønstema forudsatte, at skønsmanden skulle foretage en række udbedringer af fejl ved bilens øvrige styreenheder for at kunne besvare det supplerende skønstema. Det havde parterne ikke modsat sig.
Hverken det forhold at arbejdet blev udført på et værksted ejet af skønsmanden, eller at skønsmanden kontaktede rekvirentens advokat, som instruerede skønsmanden i at gå frem som foreskrevet i det supplerende skønstema, kunne efter landsrettens opfattelse føre til, at skønsmanden blev anset for inhabil.
Landsretten stadfæstede på den baggrund byrettens kendelse om, at skønsmanden ikke var inhabil.
Kendelsens betydning
En skønsmands upartiskhed er grundstenen i den sagkyndige bevisførelse for retten. Ensidig kommunikation mellem én part og skønsmanden uden den anden parts mellemkomst har i den forbindelse et særligt fokus, fordi der ved sådan kommunikation kan være en risiko for, at skønsmandens upartiskhed påvirkes med den følge, at skønsmanden bliver inhabil.
Østre Landsrets kendelse er i tråd med den generelle linje i retspraksis, hvorefter inhabilitet sædvanligvis indtræder, hvis en skønsmand under varetagelsen af sit hverv behandler sagens parter på væsentligt forskellig vis. Den ensidige kommunikation mellem én part og skønsmanden medfører dermed ikke automatisk inhabilitet, men det er bestemt fortsat en hårfin grænse, der for advokaters vedkommende også suppleres af de advokatetiske regler.
I den konkrete sag lagde Østre Landsret til grund, at rekvirentens advokat alene havde meddelt skønsmanden, at skønsmanden skulle gå frem som skitseret i det supplerende skønstema, hvorom der mellem parterne var enighed, der foreskrev, at skønsmanden skulle foretage fornøden afhjælpning.
Skønsmandens adfærd udgjorde dermed ikke en sådan forskelsbehandling af parterne, at inhabilitet forelå.
Kendelsen understreger det fortsatte udgangspunkt, at vurderingen af skønsmandens habilitet beror på, om der foreligger konkrete og væsentlige omstændigheder, som kan skabe tvivl om skønsmandens upartiskhed.
Hvis du har brug for rådgivning eller har spørgsmål vedrørende rets- og voldgiftssager, er du altid velkommen til at kontakte CLEMENS’ eksperter inden for området.
