En ny dom fra Retten i Horsens tilsidesætter en del af en voldgiftskendelse som ugyldig. Voldgiftsretten havde set bort fra den ene parts udtrykkelige bestridelse og truffet afgørelse i et krav, der hverken var underbygget af anbringender eller beviser. To grunde førte til dommen: tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet og åbenbar uforenelighed med dansk retsorden.
Dommen er sjælden i sin karakter, men rummer et signal, der er værd at notere sig for enhver virksomhed, der benytter voldgift som tvisteløsning.
Retten i Horsens fastslog, at en del af en voldgiftskendelse var ugyldig, idet en af parterne i strid med kontradiktionsprincippet ikke havde mulighed for at fremføre sin sag, og idet voldgiftsretten havde begået en så graverende fejl, at en del af kendelsen var åbenbart uforenelig med landets retsorden.
Tilsidesættelse af voldgiftskendelser
Voldgift er en aftalebaseret tvisteløsning, hvor parterne har aftalt at løse tvister i regi af en ”privat” domstol (en voldgift) i stedet for at søge tvister løst ved de almindelige domstole. Hvis voldgift er aftalt mellem to parter, kan en part ikke anlægge sag ved de almindelige domstole vedrørende forhold, der er omfattet af parternes aftale om behandling ved voldgift. Herudover er det karakteristisk for voldgift, at voldgiftskendelser er endelige og ikke kan appelleres – heller ikke til fornyet behandling ved de almindelige domstole. De almindelige domstole skal derfor som udgangspunkt afvise sager vedrørende spørgsmål, der er omfattet af en voldgiftsaftale eller behandlet ved en voldgiftskendelse.
De almindelige domstole kan imidlertid godt forholde sig til påstande om, at en voldgiftskendelse er ugyldig. Voldgiftslovens § 37 indeholder flere forskellige ugyldighedsgrunde, men der er i praksis tale om meget snævre undtagelser, der alene er tænkt at komme i spil i graverende tilfælde. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis der er sket tilsidesættelse af helt grundlæggende retsplejeprincipper, herunder retten til at blive gjort bekendt med sagens processtof samt retten til at fremkomme med bemærkninger til modpartens påstande og anbringender. Det kan også være tilfældet i ekstraordinære tilfælde, hvor der foreligger en særdeles grov fejl fra voldgiftsrettens side. Det er i den forbindelse sædvanligvis ikke tilstrækkeligt i sig selv, at kendelsen måtte være i strid med ufravigelige retsregler.
Netop ovenstående var omdrejningspunktet i dommen BS-20094/2024-HRS afsagt af Retten i Horsens den 29. januar 2026.
Voldgiftsrettens kendelse
Sagen angik en tvist mellem de to selskaber N ApS og R A/S om gyldigheden af en voldgiftskendelse af 1. februar 2024 i relation til betaling af procesrente, der var afsagt af en voldgiftsret nedsat af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Under voldgiftssagen havde N ApS nedlagt påstand om betaling af et større beløb med tillæg af procesrente fra den 8. juni 2017, hvilket blev begrundet med, at dette var 30 dage efter, at R A/S havde modtaget et rentepåkrav af 9. maj 2017.
R A/S bestred imidlertid flere gange under voldgiftssagen den fremsatte rentepåstand som udokumenteret.
I voldgiftskendelsen af 1. februar 2024 lagde voldgiftsretten alligevel til grund, at rentekravet af R A/S var ubestridt. Voldgiftsretten tilkendte på denne baggrund procesrente til N ApS som påstået. Efter kendelsen gjorde R A/S over for Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed gældende, at rentekravet ikke var ubestridt, og anmodede i denne sammenhæng voldgiftsnævnet om at berigtige kendelsen. Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed berigtigede ikke kendelsen.
R A/S anlagde herefter sag ved domstolene med påstand om, at den del af voldgiftskendelsen, der vedrørte procesrente for perioden fra den 8. juni 2017 til og med den 17. september 2018, skulle tilsidesættes som ugyldig. Derudover krævede R A/S tilbagebetaling af det for meget betalte rentebeløb.
District court verdict
Retten i Horsens bemærkede indledningsvis, at domstolene ikke kan foretage materiel revision af en voldgiftskendelse, og at tilsidesættelse af voldgiftskendelser kun kan ske i ekstraordinære tilfælde, hvor der foreligger åbenbar modstrid med landets retsorden eller i tilfælde, hvor voldgiftsretten har behandlet sagen på en sådan måde, at parten har været ude af stand til at fremføre sin sag.
Retten fandt, at voldgiftsretten i sin kendelse havde lagt til grund, at rentekravet var ubestridt, selvom R A/S havde bestridt kravet som udokumenteret under voldgiftssagen. Retten lagde samtidig til grund, at rentekravet ikke var underbygget af hverken anbringender eller beviser under sagen.
Retten fandt på denne baggrund, at voldgiftsretten havde tilsidesat R A/S’ adgang til kontradiktion vedrørende rentekravet. Derudover fandt retten, at voldgiftsretten ved at tilkende et bestridt rentekrav som ubestridt i et tilfælde, hvor rentekravet ikke var underbygget, havde begået en så overordentlig graverende fejl, at den del af voldgiftskendelsen, der vedrørte rentekravet, var åbenbart uforenelig med landets retsorden.
Den del af voldgiftskendelsen, der vedrørte procesrente i den omhandlede periode, blev således tilsidesat som ugyldig. N ApS blev samtidig dømt til at tilbagebetale det påståede beløb til R A/S med tillæg af procesrente, ligesom N ApS skulle betale sagens omkostninger.
Dommens betydning
Tærsklen for tilsidesættelse af voldgiftskendelser er særdeles høj. Betingelserne efter voldgiftsloven er meget snævre, idet der skal foreligge så ekstraordinære omstændigheder, at kendelsen fremstår som åbenbart uforenelig med landets retsorden.
Retten i Horsens’ dom understreger dette klare udgangspunkt og fastslår, at domstolene ikke griber ind, medmindre disse betingelser er opfyldt, herunder at det ikke i sig selv er tilstrækkeligt, at kendelsen er i strid med ufravigelige retsregler.
Dommen illustrerer samtidig, at der består en klar grænse i tilfælde som dette, hvor en voldgiftsret ser bort fra en parts udtrykkelige bestridelse og giver medhold i et krav, som ikke er tilstrækkeligt underbygget. I sådanne tilfælde foreligger der en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet og i sidste ende en kendelse, der er i strid med landets retsorden.
For at minimere risikoen for efterfølgende ugyldighedsindsigelser er det derfor afgørende, at samtlige krav, herunder rentekrav, er klart begrundede og behørigt dokumenterede under sagen.
