Skærpelse af arbejdsmiljøloven giver mulighed for entreprenørstop

Skærpelse af arbejdsmiljøloven giver mulighed for entreprenørstop

Fra 1. januar 2026 har Arbejdstilsynet fået mulighed for at give påbud om såkaldt entreprenørstop. Reglen er indført i arbejdsmiljølovens § 77 a og giver i særlige tilfælde Arbejdstilsynet adgang til at kræve, at en entreprenør standser alt arbejde, der er omfattet af entreprenørens aftale med bygherren – også når arbejdet udføres af underentreprenører. Fra 1. april 2026 er der desuden indført nye kriterier for, hvornår en byggeplads udtages til såkaldt intensiveret tilsyn – hvilket er en forudsætning for et endeligt entreprenørstop.

Hidtil har Arbejdstilsynet kunnet reagere over for den enkelte virksomhed, der konkret overtrådte arbejdsmiljøreglerne, typisk ved strakspåbud efter arbejdsmiljølovens § 77, stk. 1. Med lovens § 77 a har Arbejdstilsynet nu fået mulighed for i særlige og alvorlige tilfælde at rette et samlet standsningspåbud mod den entreprenør, der har kontrakten med bygherren, når de eksisterende reaktionsmuligheder ikke vurderes tilstrækkelige til at sikre den nødvendige forebyggelse på byggepladsen.

Hvad er et entreprenørstop?

Arbejdstilsynet kan påbyde en entreprenør, der har indgået aftale med en bygherre om udførelse af arbejde på en byggeplads, at standse alt arbejde, der er omfattet af entreprenørens aftale med bygherren, uanset om arbejdet udføres af entreprenøren selv eller af underentreprenører. Bestemmelsen i arbejdsmiljølovens § 77 a retter sig altså ikke alene mod den virksomhed, der konkret har begået den seneste overtrædelse, men kan omfatte hele den relevante kontraktkæde af entreprenører.

Særligt denne store rækkevidde kan gøre et entreprenørstop indgribende. Ved en hoved- eller totalentreprise kan konsekvensen i praksis være, at store dele eller hele arbejdet på byggepladsen må standses. Ved en fagentreprise vil stoppet typisk få en mere afgrænset effekt, da stoppet her alene er relateret til fagentreprisen. Hvis der er tale om en stor fagentreprise, kan det dog også være omfattende. Det afgørende er dog ikke entrepriseformen som sådan, men hvilke aftaleforhold, der konkret består mellem bygherre, entreprenør og underentreprenører. Det er de konkrete aftaleforhold, der er bestemmende for, hvem der i relation til bestemmelsen om entreprenørstop i arbejdsmiljøloven anses som entreprenør og underentreprenør.

Et påbud om entreprenørstop forudsætter, at 5 betingelser er opfyldt:

  1. Intensiveret tilsyn i ca. 4 uger:
    Arbejdstilsynet skal have intensiveret sit tilsyn med byggepladsen i ca. 4 uger og forinden skriftligt have meddelt entreprenøren dette. “Ca. 4 uger” skal som udgangspunkt forstås som 28 dage med en mindre margin før eller efter på op til 3 dage.Fra 1. april 2026 vil en byggeplads som udgangspunkt blive udtaget til intensiveret tilsyn, hvis Arbejdstilsynet på mindst to tilsynsbesøg inden for de seneste tre måneder har afgivet mindst 5-10 strakspåbud med betydelig fare til mindst to virksomheder på byggepladsen.Før 1. april 2026 indgik alene de seneste to måneder, og derved vil flere byggepladser for fremtiden kunne blive omfattet.
  2. Flere alvorlige strakspåbud til mindst to virksomheder i entreprisekæden:
    I perioden med intensiveret tilsyn skal entreprenøren og mindst én underentreprenør eller mindst to underentreprenører have fået flere påbud om forhold, der skal bringes i orden straks, på grund af betydelig fare for sikkerhed eller sundhed.Bestemmelsen rammer situationer, hvor alvorlige overtrædelser ikke kun forekommer hos én virksomhed isoleret, men hvor flere af aktørerne har fået påbud.
  3. Nærliggende risiko for, at de allerede givne påbud ikke er nok:
    Arbejdstilsynet skal ud fra overtrædelsernes karakter og antallet af påbud vurdere, at der er nærliggende risiko for, at de allerede afgivne påbud ikke er tilstrækkelige til at sikre den nødvendige forebyggelse af alvorlige arbejdsulykker og sundhedsskadelige påvirkninger på byggepladsen.Der skal som udgangspunkt være tale om, at tilsynet har givet ca. 5-15 påbud om alvorlige overtrædelser til entreprenøren og mindst én underentreprenør eller til mindst to underentreprenører. Hvor i intervallet antallet skal ligge, afhænger af byggepladsens størrelse og organisering.
  4. Skriftligt varsel om risiko for entreprenørstop:
    Arbejdstilsynet skal under det intensiverede tilsyn have varslet entreprenøren skriftligt om risikoen for et entreprenørstop. Varslet er en nødvendig forudsætning, før et egentligt påbud kan gives.
  5. Yderligere alvorlige påbud inden for ca. 1 uge efter varslet:
    Efter det nødvendige varsel skal Arbejdstilsynet inden for ca. 1 uge have afgivet yderligere påbud efter arbejdsmiljølovens § 77, stk. 1, til entreprenøren eller en underentreprenør.”Ca. 1 uge” forstås som 7 dage med en margin på 2 dage, mens “yderligere påbud” omfatter 2-5 strakspåbud. Karakteren af påbuddene vil også have betydning for, om Arbejdstilsynet endeligt afgiver påbud om entreprenørstop.

Hvad må man gøre under et entreprenørstop?

Ordet ”entreprenørstop” kan lyde voldsomt, men det er vigtigt at holde sig for øje, at et entreprenørstop ikke er et totalt forbud mod enhver aktivitet på pladsen. Det er under et entreprenørstop fortsat tilladt at udføre arbejde, der tjener til at efterkomme strakspåbud, som er afgivet forud for eller samtidig med entreprenørstoppet. De farlige forhold skal netop kunne bringes i orden – og dette er hele formålet med entreprenørstoppet.

Derudover kan Arbejdstilsynet efter anmodning fra entreprenøren i særlige tilfælde tillade, at dele af arbejdet fortsætter, når væsentlige samfundsmæssige hensyn taler for det, eller i andre enkeltstående tilfælde. Det er dog en klar betingelse, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Herudover vil entreprenørstoppet medføre, at alt arbejde, der er omfattet af entreprenørens aftale med bygherren, uanset om arbejdet udføres af entreprenøren selv eller af underentreprenører, skal standses.

Hvordan genoptages arbejdet?

Når et entreprenørstop er meddelt, skal entreprenøren skriftligt oplyse Arbejdstilsynet om, hvordan der er rettet op på de arbejdsmiljøproblemer, der ligger til grund for det påbudte entreprenørstop.

Det skal samtidig fremgå, hvordan entreprenøren og underentreprenørerne vil samarbejde om at sikre den nødvendige forebyggelse fremadrettet. Herefter skal Arbejdstilsynet snarest muligt, og senest dagen efter, gennemgå byggepladsen med entreprenøren. Arbejdet kan først genoptages, når Arbejdstilsynet har meddelt tilladelse hertil.

Dette vil som altovervejende hovedregel ske samme dag, som der er foretaget gennemgang af byggepladsen, såfremt arbejdsmiljøproblemerne er bragt i orden.

Hvad betyder reglerne i praksis?

De nye regler om entreprenørstop markerer et klart skifte i arbejdsmiljøindsatsen på byggepladser. Hvor Arbejdstilsynet tidligere primært måtte nøjes med at reagere over for de enkelte virksomheder, der konkret overtrådte reglerne, kan tilsynet nu gribe ind over for hele entreprenørkæden på en entreprise.

For entreprenører betyder reglerne, at alvorlige arbejdsmiljøproblemer på byggepladsen ikke længere kun er et spørgsmål om egne medarbejdere og egne processer. Selv uden et generelt arbejdsmiljøansvar for underentreprenørernes arbejde kan en entreprenør nu blive ramt af en reel stoprisiko, hvis alvorlige overtrædelser på pladsen får lov at gentage sig.

For bygherrer betyder reglerne, at arbejdsmiljøsvigt i entreprisekæden kan få direkte betydning for tid, økonomi og fremdrift. Og for underentreprenører betyder reglerne, at de kan blive ramt af et stop, selv om påbuddet formelt er rettet mod entreprenøren.

I praksis bør reglerne derfor tænkes ind både i den daglige byggepladsstyring og ikke mindst inden opstart i forbindelse med indgåelse af entreprisekontrakter mellem parterne. Heri kan ansvarsfordelingen ved evt. entreprenørstop og arbejdsmiljøovertrædelser i øvrigt reguleres.

Samspillet med AB 18-systemet

Det er samtidig værd at holde sig for øje, at reglerne om entreprenørstop kan få et tæt samspil med AB 18 § 59 (ABT 18 § 57).

Efter AB 18 § 59, stk. 1, kan bygherren efter varsel ophæve aftalen, hvis entreprenøren væsentligt misligholder forhold af afgørende betydning, herunder gentagne overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen.

Efter § 59, stk. 2, kan bygherren desuden kræve, at entreprenøren ophæver aftalen med en underentreprenør, hvis underentreprenøren væsentligt har tilsidesat reglerne om sikkerhed og arbejdsmiljø.

I praksis betyder det, at bygherren og entreprenøren kan have et redskab til at reagere på alvorlige arbejdsmiljøproblemer, før de udvikler sig til en situation, hvor Arbejdstilsynet finder grundlag for at varsle eller meddele entreprenørstop efter arbejdsmiljøloven. AB 18 § 59 (ABT 18 § 57) kan derfor efter omstændighederne bruges til at afbøde eller måske helt undgå et potentielt eller allerede varslet entreprenørstop.

Samtidig bør man være særligt opmærksom på, at ophævelse af en entrepriseaftale ofte indebærer en betydelig standpunktsrisiko. Den, der ophæver, løber en risiko for senere at få sit standpunkt underkendt ved voldgift eller domstolene, og en uberettiget ophævelse kan i sig selv udløse ansvar. Ofte vil det derfor være hensigtsmæssigt at søge juridisk rådgivning, inden en eventuel ophævelse iværksættes.

Latest news

Other news about Construction law

See more relevant news

Didn't find what you were looking for? 

Contact us here. We'll make sure a specialist is ready to help you.

When you contact us, we process your personal data. Read more about this in our privacy policy.
This field is for validation and should not be changed.

Sign up for newsletter

Get relevant news and event invitations straight to your inbox
Sign up for newsletter