Når man vælger at anlægge en retssag, er det et led i sagsoprettelsen ved domstolene, at man på den digitale sagsportal angiver de personer og virksomheder, som er parter i sagen.
Når sagen er anlagt, er udgangspunktet, at man ikke efterfølgende frit kan skifte sagens parter ud, hvis det for eksempel måtte vise sig, at en forkert virksomhed er angivet som part i sagen.
Begrænsningen er blandt andet af hensyn til både modparten og tredjemænd, der kan blive involveret, fordi det både er ganske indgribende og ressourcekrævende at få anlagt en sag imod sig.
Højesteret har hidtil haft en restriktiv praksis vedrørende muligheden for at udskifte den oprindelige sagsøgte til en ny sagsøgt, men det er nu et mere nuanceret billede, der tegner sig.
Tidligere praksis krævede samtykke
Adgangen til at udskifte parter i en retssag er ikke noget, der fylder meget i den juridiske teori, og det er heller ikke reguleret direkte i lovgivningen.
Udgangspunktet har hidtil været, at hvis sagsøger, sagsøgte og tredjemand er enige om det, kan der ske udskiftning af sagens parter uden problemer.
Hvad gør man så, hvis parterne ikke er enige om udskiftningen?
Så kan der ikke ske udskiftning – og man er principielt henvist til at hæve sagen og anlægge en ny retssag, hvor de rigtige parter angives.
Det centrale i vurderingen har frem til Højesterets nyere afgørelser i 2022 været, om der ved udskiftningen sker en ”ændring i sagsøgtes identitet”, som består i mere end bare en berigtigelse af for eksempel et forkert angivet virksomhedsnavn, fordi der i så fald ikke er nogen lovhjemmel til at gennemføre udskiftningen.
Dén linje beskrev daværende dommerfuldmægtig Ulla Otken i en artikel tilbage i 2002 (U2002B.96), og linjen har været fulgt frem til nu.
Højesteret lægger en ny linje
I to nye domme fra juni og november 2022 har Højesteret tilsidesat kendelser fra Vestre Landsret henholdsvis Østre Landsret og dermed lagt en ny linje i forhold til muligheden for at udskifte sagens parter.
I begge tilfælde holdt landsretterne sig til den restriktive tidligere praksis, hvor det ikke var muligt at udskifte sagens parter, med den begrundelse, at den ønskede ændring indebar en ”ændring i partens identitet”, som ikke lå indenfor rammerne af retsplejelovens § 349, stk. 2, der tillader, at sagsøgeren kan afhjælpe mangler ved en stævning, hvis stævningen ikke opfylder de krav, som følger af retsplejeloven.
I dommen fra juni (U 2022.3836 H) tillod Højesteret efter en konkret vurdering, at sagsøgte blev ændret på sagsportalen.
Sagen handlede om en arbejdsskade, hvor sagsøger, A, der på skadestidspunktet var ansat hos B, fejlagtigt havde angivet skadebehandlingsselskabet, C, der havde varetaget behandlingen af arbejdsskadesagen for B, som sagsøgte på den digitale sagsportal i forbindelse med anlæg af retssagen.
Senere samme dag havde A tilføjet et dokument med supplerende sagsoplysninger med navnet ”stævning”. I dokumentet fremgik det, at sagen var anlagt mod arbejdsgiveren, B, som var repræsenteret af C. Spørgsmålet var herefter, om A uden samtykke kunne tillades at ændre den sagsøgte fra C til B.
Højesteret godtog ændringen af sagsøgte med den begrundelse, at B burde have indset, at sagen egentligt var rettet mod B og omhandlede virksomhedens mulige ansvar for A’s arbejdsskade.
Højesteret lagde til grund, at det faktum, at C ved en fejl var indtastet som sagsøgte, ikke havde haft betydning for B’s mulighed for at varetage sine egne interesser under sagen.
I overensstemmelse med dommen fra juni nåede Højesteret et lignende resultat i dommen fra november (U 2023.574 H).
Forløbet var meget lig sagen i U 2022.3836 H, hvor retssagen på sagsportalen fejlagtigt var anlagt mod et boligadministrationsselskab, men i stedet skulle være anlagt mod en almen boligorganisation.
I sin afgørelse anførte Højesteret, at den almene boligorganisation fra sagens anlæg måtte have været klar over, at sagen vedrørte den almene boligorganisations uoverensstemmelser med sagsøgte. Derfor kunne indtastningsfejlen ikke antages at have haft betydning for den almene boligorganisations mulighed for at varetage sine interesser under sagen.
Højesteret lægger ved begge afgørelser særlig vægt på, om den fejlagtige angivelse af sagsøgte i sagen konkret får betydning for den – korrekte – sagsøgtes mulighed for at varetage sine interesser.
Det tillægges i den forbindelse særlig betydning, om den korrekte sagsøgte blev bekendt med sagen allerede, da sagen blev anlagt og derigennem kunne indse, at sagen vedrørte den pågældende – og ikke den fejlagtigt angivne part.
Det bliver med andre ord afgørende, om den rette sagsøgte bliver bekendt med retssagen tidligt i forløbet og dermed reelt ikke bliver udsat for nogen særlig gene ved at indgå som den korrekte sagsøgte i retssagen.
Hvad skal man være opmærksom på?
Højesterets afgørelser understreger for det første, hvad der hele tiden har været tilfældet; at det ved angivelse af parter på den digitale sagsportal (minretssag.dk) er vigtigt at være opmærksom på, at den rette sagsøgte angives.
Bliver en part alligevel angivet som sagsøgt ved en fejl, handler det om hurtigst muligt at sørge for, at den rette sagsøgte bliver gjort bekendt med retssagen, så der ikke fra rettens side er noget særligt hensyn at tage til den pågældende – og en eventuel udskiftning af den sagsøgte derfor i lyset af Højesterets nye linje bør tillades.
CLEMENS’ team for retssager og voldgiftssager beretter løbende om nye udviklinger i retspraksis. Har du spørgsmål til dét at føre en retssag eller brug for bistand i en konkret sag, er du altid velkommen til at kontakte os.
