Forståelse og anvendelsen af vederlagsbegrebet: Østre Landsret har for nylig afsagt en dom, der bidrager til forståelsen og anvendelsen af vederlagsbegrebet i konkurslovens § 56, stk. 2.
Den pågældende afgørelse vedrørte et konkursbos stilling til tvivlsspørgsmålet om indtrædelse i specifikke aftaler om bonus i ansættelseskontrakter.
I slutningen af december i 2018 blev en rekonstruktionsbehandling af en virksomhed opgivet, og som følge heraf blev virksomheden taget under konkursbehandling. Konkursboet indtrådte d. 10. januar 2019 i ansættelsesforholdet for tre medarbejdere, og dagen efter blev medarbejderne opsagt med en måneds varsel efter konkurslovens § 55, stk. 3, 1. pkt.
Før konkursens indtræden havde medarbejderne særskilt aftalt fastholdelsesbonusser med selskabet. Aftalerne gav medarbejderne ret til tre måneders løn i bonus, såfremt de fortsat var ansatte ved udløbet af januar 2019.
Medarbejderne fratrådte deres ansættelser henholdsvis d. 11. februar 2019 og 31. marts 2019. Medarbejderne gjorde herefter gældende, at konkursboet skulle anerkende deres individuelle bonusaftaler som massekrav som følge af at være indtrådt i ansættelsesaftalerne.
Kurator i konkursboet gjorde gældende, at konkursboet alene var indtrådt i de pågældende medarbejderes ansættelseskontrakter og ikke deres fastholdelsesbonusser. Til støtte herfor henviste kurator til, at medarbejdernes bonusaftaler var omfattet af konkurslovens § 56, stk. 2, om løbende ydelser til det konkursramte selskab, men at bonusaftalerne ikke kunne være omfattet af vederlagsbegrebet i konkursloven.
Sø- og Handelsrettens afgørelse og Østre Landsrets stadfæstelse
Sagen blev i første instans ført ved Sø- og Handelsretten, som den 30. september 2020 afsagde dom om, at ansættelseskontrakterne var løbende ydelser og derfor som udgangspunkt var omfattet af konkurslovens § 56, stk. 2. Sagen blev anket til Østre Landsret, og den 8. november 2021 blev der afsagt dom, hvorved Sø- og Handelsrettens dom blev stadfæstet. Retten lagde derimod til grund, at de indgåede aftaler om fastholdelsesbonus ikke kunne antages at være løbende ydelser, og de var dermed ikke omfattet af bestemmelsen. Der var derimod tale om ”en særlig præmie for at forblive på arbejdspladsen”, hvilket efter Sø- og Handelsrettens opfattelse ikke kunne henføres under bestemmelsens betydning. Konkursboet blev med ovenstående begrundelse frifundet.
Landsretten lagde til grund, at konkursboet var indtrådt i ansættelsesaftalerne som helhed med de tilhørende bonusaftaler.
Landsretten lagde derudover, som Sø- og Handelsretten, til grund, at medarbejdernes bonusaftaler reelt set var en belønning for den generelle arbejdsindsats, idet de indgåede aftaler ikke krævede yderligere præstationer af medarbejderne end de almindelige krav ved ansættelsen. Bonusaftalerne måtte derfor anses som en del af de oprindelige aftaler og ikke som et vederlag for en yderlige ydelse. Landsretten stadfæstede med denne tilføjelse Sø- og Handelsrettens frifindelse af konkursboet.
Efter vores oplysninger vil der blive ansøgt om tredjeinstansbevilling ved Procesbevillingsnævnet, men indtil da kan dommen bruges til en yderligere forståelse af bestemmelsens omfang.
Er du kreditor i et konkursbo, eller har du anden interesse i insolvensretlige problemstillinger, er du altid velkommen til at kontakte CLEMENS Advokatfirmas specialister i insolvens og rekonstruktion.
